Hr. Klogemands Malebog om rejsen til vikingetiden – Sjov og Læring for Børn (ABC)

Det er en bog fuld af grin, venskab, små fakta og masser af inspiration fra vennerne – hvor hver dag kan blive et eventyr.

Tag dine farveblyanter frem, og gør dig klar til at udforske og farvelægge historien.🌟

HUSK: at du med fordel kan hente hæftet med ALLE monsterbogstaverne lige HER. Så kan du se hvordan de allesammen ser ud inden de smider forklædningen, og bliver til de bogstaver alle børn skal kende.

Husk det behøver ikke være grimt for at være godt!

”Hr. Klogemands malebog #24 – den fireogtyvende med rejsen vikingetiden – LIGHT UDGAVE”
Af: © Jacob Christiansen
Udgivet af: © Jacob Christiansen
1. udgave oktober 2025, 1. oplag 2025
Omslag, tekst, tegninger og grafik: Jacob Christiansen
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks. at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node.
Trykt i EU (som bog) – ellers udgivet som PDF.
ISBN xxx-xx-xxxxx-xx-x
www.hrklogemand.dk

Vikingesteder i Danmark
Vikingeskibsmuseet i Roskilde
I Roskilde kan man gå ombord på ægte rekonstruerede vikingskibe, se de originale skibe fra udgravninger og tage på sejlads i traditionel stil. Museet giver et konkret indblik i, hvordan de store skibe fungerede.

Jelling-monumenterne (UNESCO)
Jelling er kendt som “Danmarks dåbsattest”. Her lod Kong Harald Blåtand i 900-tallet rejse runesten, hvor han proklamerede, at han samlede danerne og gjorde dem kristne. De to store højhøje og runestenen er optaget på UNESCOs verdensarvliste.

Nationalmuseet, København
Her kan man følge Danmarks historie gennem årtusinder, herunder vikingetiden. Museet rummer fund, artefakter og genstande, der viser vikingernes hverdag, tro og rejser.

Lindholm Høje
Et meget velbevaret gravfelt og boplads nær Aalborg, hvor man kan se grave, stensætninger og rester af huse fra vikingetiden. Her mødes både yngre og ældre fortidslag.

Vikingeborgen Trelleborg
En ringborg på Sjælland, bygget under Harald Blåtand. Den har karakteristisk rund struktur og er genopbygget så man kan gå rundt ad de ringformede volde og se, hvordan en borg kunne organiseres.

Vikingemuseet Ladby
Her findes Danmarks eneste bevarede kongegrav fra vikingetiden, hvor et skibsbegravelsesfund blev udgravet og præsenteret i et museum.

Bork Vikingehavn
En levende vikingelandsby ved Ringkøbing Fjord, hvor man kan gå på opdagelse i huse, lave håndværk og opleve, hvordan vikingerne levede, handlede og troede.

Sagnlandet Lejre
Et oplevelsesland i historisk stil. Her kan man besøge rekonstruerede haller, værksteder og områder fra flere oldtidsperioder, inklusive vikingetiden.

Vikingemuseet i Aarhus (Moesgaard)
Museet ligger ved Aarhus og fører besøgende direkte ned i udstillingslokaler, der præsenterer byliv og fund fra vikingetiden i området.

Tunø Vikingelejr (Tunhalla)
På øen Tunø kan man opleve et levendegjort vikingelejr, hvor ø-livet, håndværk og naturens enkelhed i fortidens tid føles nærværende.

Se mere her!

Hr. Klogemand og Rejsen til Vikingetiden

Af Jacob Christiansen – Hr. Klogemand-serien

Kapitel 1 – Spejlet på Loftet
Regnen trommede på ruderne, og hele skolen duftede af våde frakker og blyanter. Det var en af de der dage, hvor selv frikvarteret føltes kedeligt.
“Der sker aldrig noget spændende på regnvejrsdage,” sukkede Karla og tegnede spiraler på sin kladde.
Hr. Klogemand smilede bag sine runde briller. Han havde altid et glimt i øjet, som om han vidste noget, de andre ikke gjorde. “Sådan siger alle,” sagde han, “lige indtil de opdager noget, ingen andre har set.”
Han rejste sig og pegede mod trappen, der førte op til skolens gamle loft. “Jeg skal rydde op deroppe. Hvis I tør, kan I hjælpe. Jeg lover jer – det er ikke et almindeligt loft. Det er et sted fyldt med historier.”
Anna og Karla kiggede på hinanden. De elskede, når Hr. Klogemand sagde “historier”.
Kvik, deres ven med sort hår og grøn sweater, rejste sig straks. “Hvis der er støv og mysterier, er jeg med!”
De klatrede op ad den gamle trappe. Hvert trin knagede, og duften af gammelt træ og papir blev stærkere for hvert skridt. Da de nåede toppen, stod de i et rum fuldt af kasser, bøger og underlige genstande. Der var et skelet fra naturfagslokalet, en gammel globus hvor halvdelen af landene var forsvundet – og et stort møbel dækket af et mørkt stykke stof.
“Det ligner en kæmpe spejlramme,” sagde Anna og pegede.
Hr. Klogemand trak klædet væk, og et fint lag støv hvirvlede op. Spejlet var gammelt og smukt, lavet af mørkt træ med mønstre, der snoede sig rundt som slanger. Men det var ikke de snirklede udskæringer, der fik dem til at holde vejret – det var de mærkelige tegn i rammen.
“De ligner ikke bogstaver,” sagde Karla og rørte ved dem.
“Det er de heller ikke,” svarede Hr. Klogemand og tørrede sine briller. “Det er runer – de gamle nordboeres skriftsprog.”
Han tog en lille børste fra en kasse og begyndte forsigtigt at rense træet. “Runerne blev brugt i hele Norden for over tusind år siden. De er vores fortids alfabet. De første seks runer hedder F, U, Þ, A, R, K – derfor kaldes systemet for Futhark.”
Kvik bøjede sig frem. “Så det var sådan, vikingerne skrev breve?”
Hr. Klogemand smilede. “Nogle gange, ja. Men runer var mere end bogstaver. Hver rune havde en betydning – de kunne stå for ord som ‘mod’, ‘rejse’ eller ‘beskyttelse’. Mange troede også, at runer var magiske.”
Anna spærrede øjnene op. “Magiske?”
“Ja,” sagde Hr. Klogemand. “Man troede, de kunne bringe held, helbrede sygdomme – eller åbne porte til noget større.”
Han vendte sig mod dem og tilføjede lavt: “Der findes endda gamle historier om spejle med runer, der viste billeder fra fortiden.”
I det samme blinkede lyset kort. De så alle på spejlet. Glasset var ikke længere blankt. Noget bevægede sig i overfladen, som vand i et bassin.
Karla tog et skridt tilbage. “Hr. Klogemand…?”
Men han sagde ingenting. Han trådte nærmere og strøg fingrene over trærammen.
I det øjeblik begyndte tegnene at gløde svagt. Først ét, så flere. Et gulligt lys bredte sig over overfladen, og pludselig forsvandt deres spejlbilleder. I stedet så de et andet sted – en kyst med høje træskibe, skyer af røg og mennesker i skind og kapper. Og en kæmpe viking med et flot sværd.
“Det er jo…” stammede Anna.
“Vikingetiden,” hviskede Hr. Klogemand. “Omkring år 900, vil jeg tro.”
De stod som fortryllede. I spejlet kunne de se mænd med skæg, der trak et skib op på stranden. Kvinder med fletninger bar kurve med fisk, og børn legede i sandet med små træfigurer.
“De ser rigtige ud,” sagde Kvik lavt. “Ikke som et billede.”
“Nej,” sagde Hr. Klogemand langsomt. “Det her spejl er ikke som andre.”
Karla så på ham. “Tror du, det er et… tidsvindue?”
Hr. Klogemand nikkede. “Måske mere end det. Vikingerne troede på, at runer kunne forbinde verdener – mellem guder, mennesker og tiden selv.”
Kvik rørte ved kanten af spejlet. “Så kan det måske stadig noget.”
Hr. Klogemand løftede hånden. “Vent! Du ved ikke, hvad der—”
Men det var for sent. Da Kviks fingre rørte glasset, lød en lav summen. Et blændende lys flød ud fra rammen og omsluttede dem alle. Gulvet forsvandt under deres fødder, og et sus gik gennem deres kroppe – som om de blev trukket gennem en storm af lys.
Da de endelig landede, lå de i blødt sand. Vinden lugtede af salt og tang, og i det fjerne lød råb og trommer.
“Av…” sagde Anna og satte sig op. “Hvor er vi?”
Hr. Klogemand rejste sig og kiggede sig omkring. Foran dem stod et rigtigt vikingeskib – langt, smalt og med et rødt-hvidt sejl, der blafrede i vinden. På stranden brændte et bål, og mennesker gik frem og tilbage i travlhed.
Karla gispede. “Er vi… i fortiden?”
Hr. Klogemand nikkede langsomt. “Ja, mine kære. Jeg tror, vi lige har taget det første skridt ind i vikingernes verden.”
Han bøjede sig ned og samlede et lille stykke reb op fra sandet. “Se her – tjæret hamp. Det brugte vikingerne til at tætne skibe med.” Han kiggede op, og et glimt i øjnene afslørede, at han var lige så spændt som dem.
“Kom,” sagde han og pegede mod stranden. “Historien venter ikke på nogen.”
Og mens solen begyndte at stå op over havet, gik de fire venner ud mod deres første møde med fortiden – uden at vide, at spejlet stadig glødede bag dem, klar til at føre dem endnu dybere ind i vikingernes tid.

🧭 Kapitel 2 – På Vikingernes Strand
Bølgerne slog rytmisk mod stranden, og mågerne kredsede over vandet. Solen stod lavt, og dens lys fik havet til at glimte som flydende sølv.
Karla, Anna, Kvik og Hr. Klogemand stod helt stille og stirrede på synet foran sig.
Foran dem var der travlhed. Mænd i uldkofter og læderstøvler trak et stort vikingeskib op på stranden. Kvinder med lange fletninger og farverige kjoler bar kurve med fisk, korn og træstykker. Børn løb rundt og legede med pinde, sten og små trækdyr. Luften duftede af hav, bål og frisk tjære.
“Det her…” hviskede Anna. “Det føles helt ægte.”
Hr. Klogemand nikkede langsomt. “Det er ægte, Anna. Vi står midt i vikingetiden – omkring år 900 efter Kristus, vil jeg tro.”
Kvik pegede mod et skib, der var dækket af et rødt og hvidt sejl. “Se, Hr. Klogemand, det ligner et drageskib!”
“Det er et langskib,” sagde han begejstret. “Bygget af egetræ, klinkbygget så plankerne overlapper. Det gør skibet både stærkt og fleksibelt Vikingernes skibe var tidens bedste – de kunne sejle over hav, men også glide op ad floder, fordi de ikke stak særlig dybt.” “Et vikingeskib kunne sejle både frem og tilbage uden at vende – det havde årer og et sejl, så man kunne sejle i alle retninger. Det er næsten som datidens rumraket!” sagde Hr. Klogemand.
“Så de kunne sejle næsten overalt,” sagde Karla.
“Ja,” svarede han. “De sejlede til England, Frankrig og endda helt til Island og Grønland. Nogle nåede så langt som Amerika – længe før Columbus.”
De gik langs vandet. Sandet var koldt, og de kunne mærke den friske vind i håret. Et stykke længere fremme stod en kvinde og dirigerede mændene, der arbejdede ved skibet. Hun havde en mørk turkis skjorte på og en bordeaux nederdel og et bælte med et lille sværd. Hendes blik var fast, men venligt.
“Jeg hedder Freydis,” sagde hun, da hun fik øje på dem. “Hvem er I? Jeres klæder ser ud, som de er vævet af skyer.”
Hr. Klogemand bukkede høfligt. “Vi er… rejsende. Fra et sted langt herfra.”
“Fra Miklagård?” spurgte hun nysgerrigt. “Eller måske fra de vestlige øer?”
“Lidt længere væk,” sagde han og smilede hemmelighedsfuldt.
Freydis lo. “Så må I være vise folk. Hjælp os! Vores runesten er væk. Uden den tør vi ikke sejle ud. Den beskytter skibet mod ulykke.”
Anna så forvirret ud. “Hvordan kan en sten beskytte et skib?”
Freydis pegede mod havet. “Runer bærer kraft. Den sten har stået ved vores skib siden min far sejlede til Norge. Hvis den forsvinder, bringer det uheld.”
Hr. Klogemand forklarede roligt: “Runer var vikingerne skrift, men også symboler på deres tro. Hver rune havde sin egen betydning – og de troede, at tegnene kunne give styrke og beskyttelse. Derfor ridser man dem i sten, våben og smykker.”
“Vi finder den for dig,” sagde Kvik straks. Han elskede et mysterium.
Freydis nikkede taknemmeligt. “Følg sporene i sandet. Måske har nogen taget den.”
De begyndte at lede. Kvik gik forrest og kiggede ned i sandet. “Se – små fodaftryk!”
Sporene førte ind i en birkeskov bag stranden. Træernes hvide stammer stod som søjler i det grønne lys. Luften duftede af harpiks og mos.
Efter et stykke tid hørte de en lyd. En lille dreng sad bag en sten og holdt en rund sten i armene.
“Jeg tog den bare for at lege,” sagde han stille. “Jeg ville være en stor kriger som min far.”
Hr. Klogemand satte sig ved siden af ham. “Ved du, hvad en rigtig kriger gør, min ven?”
Drengen rystede på hovedet.
“Han kæmper kun, når det er nødvendigt. Og han er ærlig, selv når det er svært.”
Drengen nikkede, og hans øjne blev blanke. Han rakte runestenen frem. “Jeg vil gerne gøre det godt igen.”
Da de kom tilbage til stranden, jublede Freydis. “Tak! Uden den havde vi ikke turdet rejse.”
Hun satte stenen tilbage ved skibet og tegnede en cirkel omkring den i sandet.
“Som tak,” sagde hun, “må I spise med os.”
De satte sig omkring et bål. Freydis’ folk lagde fladbrød og tørret fisk på en træplade. Hr. Klogemand forklarede, mens de spiste:
“Vikingerne levede enkelt, men sundt. De dyrkede byg, rug og kål, og de havde får, høns og grise. Fisk og sild var vigtigt, og de drak mælk, øl og vand. Maden blev lavet i store jernkedler over ilden.”
Kvik smagte på fisken. “Den smager af eventyr – og lidt salt.”
Freydis lo. “Du taler som en skjald, dreng! Måske skal du skrive runer en dag.”
Solen begyndte at gå ned. Himlen blev orange og rød, og lyset glimtede på runestenen.
Freydis så alvorligt på dem. “I har gjort os en stor tjeneste. Men pas på tiden. Runerne siger, at solens lys kan åbne veje – og lukke dem.”
Hr. Klogemand rejste sig og så mod horisonten. “Tiden,” sagde han lavt. “Alt handler om tid.”
Anna så på ham. “Tror du, det har noget med spejlet at gøre?”
“Jeg tror,” sagde Hr. Klogemand, “at spejlet og runerne hænger sammen. Og at vi må forstå deres hemmelighed, før det er for sent.”
Freydis lagde hånden på runestenen. “Natten er lang, men solen vender altid tilbage,” sagde hun. “Sådan har det altid været.”
De fire venner så ud over havet, hvor mørket begyndte at lægge sig. De kunne høre trommer fra landsbyen længere inde. Et barn lo, og duften af bål fyldte luften.
“Kom,” sagde Hr. Klogemand blidt. “Lad os hvile. I morgen må vi finde ud af, hvad runerne prøver at fortælle os.”
De lagde sig på skind tæt ved ilden.
Og mens flammerne dansede og kastede skygger på runestenen, følte de alle sammen det samme:
At tiden ikke var færdig med dem endnu.
Kapitel 3 – Runernes Hemmelighed
Aftenen havde lagt sig over vikingelandsbyen, og den salte lugt fra havet blandede sig med røgen fra bålene. Mændene trak stadig reb og klargjorde skibet til næste dags sejlads, mens kvinderne lagde skind over fisk og korn for natten. Ude på stranden sad Hr. Klogemand, Karla, Anna og Kvik omkring et bål, der knitrede og kastede gyldne skær på deres ansigter.
“Det føles som at være midt i en historiebog,” sagde Anna stille.
“Ja,” svarede Hr. Klogemand, mens han holdt en flad sten op foran ilden. “Men denne bog kan vi røre ved.”
Runestenen foran dem glødede svagt i flammernes lys. Den var dækket af snoede mønstre og mærkelige tegn. “Se,” sagde Hr. Klogemand, “de her runer fortæller en historie. Vikingerne skrev ikke som os – de ridsede i sten, træ og metal med en kniv eller mejsel. Runerne var deres alfabet, kaldet Futhark, fordi de første seks runer hedder F, U, Þ, A, R, K.”
“Så det er lidt som vores A, B, C?” spurgte Karla.
“Lige præcis,” sagde Hr. Klogemand. “Men hver rune havde også en særlig betydning. For eksempel betyder Fehu rigdom, Uruz styrke og Tiwaz mod. Vikingerne mente, at runerne ikke bare var tegn – de var magiske symboler, der kunne give lykke eller beskytte mod ulykke.”
Kvik bøjede sig frem. “Så runer var både skrift og trylleord?”
Hr. Klogemand nikkede. “Ja, på en måde. Runerne blev ofte ridset på våben eller smykker. Mange vikinger troede, at Odin, den viseste af guderne, havde ofret sig selv for at lære runernes hemmeligheder.”
“Ofret sig selv?” spurgte Anna forbløffet.
“Ja,” sagde Hr. Klogemand. “Ifølge myten hang Odin i ni dage og nætter i verdenstræet Yggdrasil uden mad eller vand. Først da forstod han runernes kraft og gav dem videre til menneskene.”
Flammerne dansede, og de fire venner stirrede tavse ind i ilden. I baggrunden kunne de høre bølgerne slå mod stranden og de fjerne lyde fra landsbyen – latter, et barn der græd, og lyden af en hammer, der ramte jern.
“Hvordan var det egentlig at være barn dengang?” spurgte Karla.
Hr. Klogemand smilede. “Et vikingebarn arbejdede meget. Drenge lærte at sejle, passe dyr og kæmpe med træsværd, mens piger lærte at lave mad, væve og passe gården. Men de legede også. De havde brikker, kugler og små trækdyr. Mange børn drømte om at blive store søfolk – ligesom deres forældre.”
“Jeg tror, jeg ville være opfinder,” sagde Kvik. “Lave et skib, der kunne sejle hurtigere.”
“Det ville vikingerne have elsket,” sagde Hr. Klogemand. “De var nemlig dygtige bådebyggere. Et langskib kunne sejle over 20 kilometer i timen, og det var bygget, så det kunne gå helt tæt på land. Det var derfor, de kunne komme så langt – til England, Irland, Rusland, og nogle nåede endda helt til Amerika.”
Anna løftede sin hånd og pegede på runestenen. “Hvad betyder de her tegn?”
Hr. Klogemand rejste sig og gik nærmere. “Den første betyder mod, den næste visdom, og den sidste tid.”
“Tid?” gentog Kvik. “Det ord følger os overalt.”
Et øjeblik blev alt stille. Så begyndte flammerne at ændre farve. Først orange, så blå – og til sidst grønt. Den varme, hyggelige stemning blev til en dirrende stilhed, og vinden holdt op med at blæse.
“Hr. Klogemand…” sagde Anna nervøst.
Han så på stenen. “Noget er ved at ske.”
Pludselig rungede en stemme – dyb og fjern, som om den kom fra selve jorden:
“Kun den, der forstår tidens kraft, kan vende hjem.”
Flammerne kastede lange skygger, og runerne begyndte at gløde.
Karla trak vejret dybt. “Tidens kraft? Hvad betyder det?”
Hr. Klogemand satte sig igen og tænkte. “Jeg tror, det handler om solen og månen. Vikingerne var mestre i at forstå tid og natur. De havde ingen ure, men de kendte årets rytme. De brugte solen, stjernerne og månen til at navigere og til at vide, hvornår de skulle sejle, høste og fejre.”
“Så tiden var vigtig for dem,” sagde Kvik.
“Ja,” sagde Hr. Klogemand. “Hele deres liv fulgte naturens rytme. De havde også højtider – vinterblot for at ære guderne, jul for at fejre, at solen vendte tilbage, og vårblot for en god høst. Mange af vores traditioner stammer faktisk fra dem.”
“Så juleaften er lidt… vikingagtig?” spurgte Anna forbløffet.
“På sin vis,” smilede Hr. Klogemand. “De pyntede med gran og tændte lys for at jage mørket væk – præcis som vi gør.”
De sad længe uden at tale. Ilden var blevet normal igen, men de kunne alle mærke, at noget var forandret. Runestenen glimtede stadig svagt, og de vidste, at den skjulte et nyt mysterium.
“Tidens kraft…” gentog Hr. Klogemand. “Vi må finde ud af, hvad det betyder. Måske er det solen, der skal vise os vejen hjem.”
Han så mod horisonten, hvor stjernerne begyndte at skinne. “I morgen, ved solopgang, tager vi ud og leder efter Solens Runer.”
Kvik lagde en pind i ilden. “Tror du, vi når det?”
“Hvis vi bruger både hoved og hjerte,” sagde Hr. Klogemand og smilede. “Så gør vi.”
Anna og Karla lagde sig på græsset og så mod stjernerne. Der var så mange, at himlen lignede en runesten af lys.
“Jeg håber, vi finder hjem,” hviskede Karla.
“Det gør vi,” sagde Kvik stille. “Men måske lærer vi noget, inden vi gør.”
Og langt ude på havet gled et vikingeskib forbi i måneskinnet – som en påmindelse om, at tiden var ved at vågne.

Kapitel 4 – Jagten på Solens Runer
En svag morgendis lå over stranden, da Hr. Klogemand og børnene vågnede. Luften var kølig og frisk, og en rødlig sol begyndte at titte frem bag klipperne. Runestenen fra aftenen før lå stadig ved bålet og glimtede som et øje, der ventede på at blive åbnet igen.
“Tidens kraft,” gentog Hr. Klogemand, mens han gned søvnen ud af øjnene. “Jeg tror, svaret findes i solen.”
Kvik spændte tasken på ryggen. “Så vi skal ud og lede efter Solens Runer?”
“Præcis,” sagde Hr. Klogemand. “Vikingerne brugte solen som kompas. De havde hverken GPS eller kort, men de kendte naturen bedre end nogen anden.”
Freydis, kvinden med de lange fletninger, dukkede op bag dem. “Jeg hørte jeres tale om runerne,” sagde hun. “Jeg kan vise jer vejen. Jeg kender et sted, hvor solen først rammer landet – en hellig klippe, hvor vores forfædre plejede at bede til guden Sol, lysets beskytter.”
De fulgte hende gennem birkeskoven. Træerne glimtede i morgenduggen, og fuglene sang. Undervejs fortalte Hr. Klogemand:
“Vikingerne var dygtige sejlere, men de var også fantastiske håndværkere. De byggede deres huse af træ og tørv.
De nåede op på en bakketop, hvor jorden gled ud mod havet. Foran dem lå en cirkel af sten, hver med et symbol ridset ind. Nogle lignede lyn, andre solstråler eller bølger.
“Her,” sagde Freydis. “Dette sted kaldes Solklippen. Vikingerne kom her for at søge råd før store rejser.”
Hr. Klogemand bøjede sig over stenene. “Disse runer – jeg genkender dem! Mod, visdom og tid. Hvis vi placerer dem i den rigtige rækkefølge, kan lyset måske vise os vejen hjem.”
Anna pegede. “Men hvad betyder de andre tegn?”
“Det er runer for naturen,” forklarede Hr. Klogemand. “Denne står for solen, denne for havet – og her har vi Algiz, som betyder beskyttelse.”
De begyndte at rydde mos og sand væk. Sammen fandt de tre små sten, hver med et tegn på. Karla tog den med solstråler. Kvik fandt en med bølger. Anna bar en med spiralform – symbolet for tid.
“Vi skal stille dem, så solen rammer dem alle på én gang,” sagde Hr. Klogemand. “Vikingerne brugte nemlig også solure til at måle tiden. Et simpelt træspyd kunne vise dagens timer, hvis man så på skyggen.”
Freydis nikkede. “Og når vi sejler, bruger vi solstenen. En gennemsigtig krystal – som kan vise, hvor solen er, selv når himlen er dækket af skyer.”
Hun trak en lille sten frem fra sin lomme. Den glimtede svagt i hånden. “Denne sten har ledt mange hjem.”
“Sådan en har jeg læst om!” udbrød Hr. Klogemand begejstret. “Forskere har faktisk fundet en krystal i et gammelt vikingeskibsvrag i England. Den kunne vise solens retning ved at bryde lyset. Vikingerne var altså de første, der opfandt et slags navigationsinstrument!”
De placerede runestenene midt i cirklen. Hr. Klogemand sagde: “Mod først, så visdom – og til sidst tid.”
Solen steg højere og ramte de tre sten. Et øjeblik skete der ingenting. Så begyndte de at lyse – ikke voldsomt, men som et varmt åndedrag fra jorden.
“Se!” råbte Anna. “Der dannes et mønster!”
Lyset samlede sig i midten af cirklen og tegnede en form, der lignede et ur. Hver runesten blev til et tal. I midten dukkede et svagt, gyldent skær op – og langsomt kom Tidsspejlet til syne.
Et vindpust fejede hen over bakken, og de kunne høre havets sus som et åndedrag. Spejlet glimtede, og billeder begyndte at tone frem – skolen, loftet, de gamle kasser. Deres egen tid.
“Vi har gjort det!” råbte Karla. “Vi kan komme hjem!”
Freydis smilede, men hendes blik var vemodigt. “Tiden kalder jer, men glem ikke, hvad I har set. Vores verden er jeres fortid – men jeres nysgerrighed er fremtidens styrke.” Hun rakte dem hver en lille runesten. “Tag dem med. Mod, visdom, styrke. De tre ting, der fører enhver sejler sikkert hjem.”
Hr. Klogemand bukkede. “Tak, Freydis. Du har mindet os om, at fortid og nutid hænger sammen som kæder i det samme smykke.”
Kvik trådte hen til spejlet. “Er du sikker på, det virker?”
“Kun én måde at finde ud af det på,” sagde Hr. Klogemand og lagde hånden på hans skulder.
Solen stod nu helt op. Lysstrålerne fangede spejlet, og i et øjeblik blev alt badet i gyldent skær. En vind svirrede rundt om dem, som en usynlig hånd, der løftede dem op.
“Hold fast!” råbte Hr. Klogemand.
Karla greb Annas hånd, og Kvik mærkede et sug i maven. Alt blev hvidt.
Da lyset forsvandt, var bakken tom. Freydis stod alene tilbage, vinden i håret. Hun smilede, mens hun så mod solen. “Farvel, tidsrejsende,” hviskede hun. “Og tak for jeres runer.”
Langt borte kunne man høre bølgerne slå mod kysten, og Solklippens runer glimtede endnu et øjeblik, før de faldt til ro.

Kapitel 5 – Tilbage i Tiden
Et blink. Et sug i maven. Et sus som en storm, der gik gennem kroppen – og pludselig blev alt stille.
Da lyset forsvandt, stod Hr. Klogemand, Karla, Anna og Kvik igen midt på skolens støvede loft.
Alt så ud, som det havde gjort før. De gamle kasser stod på rad og række, og den samme pære hang og blinkede svagt i loftet.
Men der var noget anderledes. Sollyset udenfor var ikke længere gråt og regnfuldt, som da de forsvandt. Det strømmede gyldent ind gennem vinduet, og støvet dansede i luften som små stjerner.
“Vi… vi er hjemme,” sagde Anna og så sig omkring.
Karla kiggede på spejlet. Det stod roligt, men rammen glimtede svagt, som om det trak vejret.
Kvik trådte tættere på. “Jeg troede aldrig, jeg ville savne lugten af skolen,” sagde han med et grin.
Hr. Klogemand smilede. “Tiden er en mærkelig størrelse, mine venner. Når man rejser i den, lærer man, at historien aldrig helt slipper os.”
Han tog den lille runesten op af sin lomme. Den var varm, som om den stadig bar solens lys fra vikingetiden.
“Se her,” sagde han. “Dette er Tiwaz, runen for mod. Den minder os om, at ægte styrke kommer fra at turde gøre det rigtige.”
Karla tog sin egen sten frem. “På min står Algiz. Freydis sagde, den betyder beskyttelse.”
“Og min har en spiral,” sagde Kvik. “Den stod for tid.”
Hr. Klogemand nikkede. “I har alle fået noget med jer – ikke bare sten, men visdom.”
De satte sig på kassen foran spejlet, og Hr. Klogemand begyndte at forklare:
“Vikingerne forsvandt ikke bare fra historien. De blev en del af os. Mange danske ord stammer fra oldnordisk – det sprog, de talte. Ord som hus, vindue, barn og mand er over tusind år gamle.”
“Så vi taler faktisk lidt vikingesprog hver dag?” spurgte Anna forbløffet.
“Ja,” sagde Hr. Klogemand. “Og vi bruger stadig deres tanker. Vikingerne troede på fællesskab. De holdt ting – store møder, hvor alle voksne mænd kunne tale og stemme. Det var en tidlig form for demokrati.”
Kvik kiggede op fra sin sten. “Så de var ret moderne?”
“På mange måder, ja,” svarede Hr. Klogemand. “De var både bønder, sømænd, håndværkere og handlende. De handlede med glas fra Italien, sølv fra Arabien og pels fra Norden. De sejlede længere end nogen europæer før dem.”
Karla tænkte et øjeblik. “Men hvorfor kalder man dem så vilde? Alle siger jo, at vikinger plyndrede og stjal.”
Hr. Klogemand foldede hænderne. “Det er rigtigt, at nogle vikinger drog ud for at plyndre. Men mange flere rejste for at handle. De byggede byer som Ribe, Hedeby og Aarhus – steder med markeder, værksteder og havne. Arkæologer har fundet vægte, mønter og smykker, som viser, at de havde handelsforbindelser til hele verden.”
Anna smilede. “Så måske var de både seje og kloge?”
“Præcis,” sagde Hr. Klogemand. “Og de havde et stærkt forhold til naturen. De byggede deres liv omkring årstiderne.
Udenfor glimtede solen på vinduesruden. Karla rejste sig og gik hen til spejlet. Det glødede svagt, som om det stadig vågede over dem.
“Tror du, vi kan bruge det igen?” spurgte hun.
Hr. Klogemand kiggede på hende med et hemmelighedsfuldt smil. “Kun hvis tiden kalder. Men spejlet vælger selv, hvornår det åbner sig. Det reagerer ikke på nysgerrighed – kun på viden og mod.”
Kvik puffede til rammen. “Så det er en slags… læringsmaskine?”
“Lige præcis!” sagde Hr. Klogemand og grinede. “Et spejl, der viser, at viden kan åbne døre – nogle gange til fortiden, andre gange til fremtiden.”
De satte sig igen. Hr. Klogemand fortsatte, mens lyset blev blødere omkring dem:
“Der står stadig over 250 runesten i Danmark. Mange blev rejst i 900-tallet. Den mest berømte står i Jelling. På den skrev Kong Harald Blåtand, at han gjorde danerne kristne og samlede riget. Det kaldes faktisk ‘Danmarks dåbsattest’.”
“Den har jeg set!” udbrød Anna. “Der er et kæmpe dyr på den!”
“Ja,” sagde Hr. Klogemand. “Det er en løve, som symboliserer styrke og kongemagt. Stenen blev farvelagt i rød, blå og gul dengang – man glemmer tit, at runesten ikke var grå, som de er i dag. De var malet i stærke farver, der kunne ses langt væk.”
Karla så på ham. “Så historien er ikke bare gammel – den er levende.”
“Nemlig,” sagde Hr. Klogemand. “Historien lever, hver gang vi lærer noget nyt. Og I – I har oplevet den med egne øjne.”
Et øjeblik var der kun stilhed. Lyset fra vinduet ramte spejlet, og det glimtede, næsten som om det blinkede til dem.
“Jeg tror,” sagde Kvik stille, “at spejlet siger farvel.”
“Eller måske ‘på gensyn’,” sagde Hr. Klogemand. “For tiden har det med at vende tilbage – især til dem, der er nysgerrige nok til at lede efter den.”
De gik ned ad loftets trappe. Solen stod højt, og i skolegården begyndte andre børn at lege.
Men da Hr. Klogemand til sidst lukkede loftdøren, blinkede spejlet igen. Et svagt lys skød tværs gennem ruden – som en invitation.
Og nede på trappen vendte Kvik sig og sagde lavt:
“Hvis spejlet vågner igen… skal vi så ikke prøve at se, hvor det tager os hen næste gang?”
Hr. Klogemand smilede. “Jeg håber det, Kvik. For eventyr – ligesom viden – slutter aldrig.”
Det regnede ikke mere. Udenfor skinnede solen klart, og et vindpust fik støvet i vindueskarmen til at hvirvle.
Det lignede næsten… små gyldne runer, der dansede i lyset.