Beskrivelse

Historiebog med fantastiske faktafantasier om New York, basketball og koder for børn: Perfekt Til Børn i Alderen 7-10 År

Er du på udkig efter en sjov og lærerig historiebog (LIGHT UDGAVE) til dit barn? “Hr. Klogemands historiebøger #3 – New York: Undergrundens plan” for børn er den perfekte løsning! Denne unikke historiebog kombinerer kreativ farvelægning, de 120 ord, matematik, tabeller samt historier om vennerne Hr. Klogemand, Karla, Anna og Kvik der tager en tur ud i verden. Denne gang spiller de basketball i New York og hjælper politiet.

“New York var alt det, børnene havde forestillet sig – larmende gader, blinkende lys og musik på hvert hjørne. Men under byen ventede et mysterium, der var større end nogen basketkamp.

For at standse det måtte børnene bruge både mod, logik og matematik. Det blev en jagt gennem undergrundens mørke og New Yorks travle gader.”

Det er en bog fuld af spænding, venskab, små fakta og masser af inspiration fra de 4 venner – hvor hver dag er et eventyr.

Tag dine matematikkundskaber og farveblyanter frem, og gør dig klar til at løse, udforske og farvelægge historien.🌟

Husk det behøver ikke være grimt for at være godt!

”Hr. Klogemands historiebøger #3 – New York: Undergrundens plan – LIGHT UDGAVE”
Af: © Jacob Christiansen
Udgivet af: © Jacob Christiansen
1. udgave september 2025, 1. oplag 2025
Omslag, tekst, tegninger og grafik: Jacob Christiansen
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks. at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node.
Trykt i EU (som bog) – ellers udgivet som PDF.
ISBN xxx-xx-xxxxx-xx-x

www.hrklogemand.dk

LØSNING PÅ OPGAVEN:
New York: Undergrundens plan
Metrolinjen 3 mod Harlem susede ind til perronen. Dørene åbnede, og en kølig vind løb langs platformen. Hr. Klogemand holdt en basketball under armen. Kvik nikkede mod et reklameskilt: SODA POP – THINK FAST!
“Det gør vi,” sagde Kvik. “Efter campen spiller vi pickup games i parken.”
Karla og Anna stod ved kortet over subwayen. “Se,” sagde Karla, “linjerne danner former. Hvis man lægger røde linje 3, grønne 4/5/6 og blå A/C/E oven på hinanden, får man… en pil?”
Anna tegnede i luften. “En pil mod nord. Mod Harlem.”
De steg på toget. I vognen sad en gammel mand med en violin. Han nikkede til børnene og spillede tre toner: høj, lav, høj. Så holdt han pauser, spillede igen: høj, lav, høj – lav. Til sidst spillede han: høj, lav, høj, høj, lav.
“Rytmer igen,” hviskede Kvik.
“Eller stationer,” sagde Hr. Klogemand. “Høj = stop, lav = kør forbi. Sekvensen kan være: stop, kør, stop – kør – stop, kør, stop, stop, kør.”
Anna tjekkede subwaykortet. “Det mønster passer til 96th, 110th, 116th… og så 125th Street.”
De stod af ved 125th. Udenfor skinnede solen over Harlem. Gadehjørnerne duftede af pizza og varme nødder. På et murmaleri stod der: “Count what matters.”
En lille dreng stod og så på deres bold. “Vil I spille?” spurgte han.
“Senere,” sagde Kvik venligt på engelsk. “Vi leder efter en besked.”
“Her?” Drengen skævede. “Hvis I følger lydene, finder I den.” Han pegede mod en gyde, hvor en ventilator brummede i et bestemt mønster: brum-brum (pause) brum (pause) brum-brum-brum.
“3-1-3,” sagde Hr. Klogemand. “Som på scoretavlen i Barcelona, men i lyd.”
Gyden endte ved en metalport med tre drejehjul. På væggen var ridset: “3-1-3. Start ved 0. Vend med uret, mod uret, med uret.”
“En klassisk kombinationslås,” sagde Karla. “Drej tre hak frem, ét tilbage, tre frem.”
Kvik gjorde det langsomt. Klik. Porten sprang op. Trappen ned førte til et gammelt, nedlagt perronstykke i New Yorks Subway. Der var støv, men også friske fodspor.
På væggen hang et slidt kort over New Yorks undergrundsstationer. Nogle stationer var markeret med røde X’er: Times Square – 42nd St, Fulton St, Atlantic Ave – Barclays Center.
“Basketball-arenaen!” sagde Kvik. “Barclays.”
På gulvet lå et krøllet papier. Hr. Klogemand rettede det ud. Det var et skema med tider, pile og tal. Øverst stod: “Sandsynlighed for patruljekrydsninger.”
“Det er en smuglerplan,” sagde Anna. “De vil flytte noget gennem tunnellerne, når chancen for at møde politi er mindst.”
“Vi kan ændre planen,” sagde Karla. “Men hvordan?”
Hr. Klogemand smilede. “Vi gør som i basket: Vi sætter en screening.”
Han tog en tusch og ændrede togtiderne på papiret, så to ruter krydsede hinanden tidligere. “Hvis de følger planen, støder de ind i hinanden – og i politiet – før de når målet.”
“Men de vil tjekke tavlerne,” sagde Anna. “De bruger måske infoskilte.”
“Så ændrer vi også skiltet,” sagde Kvik og pegede på en gammel projektor i hjørnet. Den var forbundet til et gammelt display. “Hvis vi kan få den til at vise en lille forsinkelse på linje 3, vil de tro, at den rute er ubrugelig og skifte.”
De arbejdede sammen. Hr. Klogemand regnede minutter og sandsynligheder. Karla og Anna fandt kabler og tændte projektoren. Kvik testede en besked: “Minor delay – take alternative route E.”
“Perfekt,” sagde Anna. “Nu tror de, at E-linjen er bedst – og der har vi flyttet patruljen til.”
Pludselig lød fodtrin. Stemmer nærmede sig. “Tjek ruten… hurtigt.”
Børnene trak sig ind bag en søjle. To mænd i mørkt tøj kom ind, så på skemaet – og nikkede. “Tag E. Vi skynder os til Fulton.”
Da de var væk, ringede Anna til politiet. “Vi har oplysninger,” sagde hun roligt og gav detaljer. “De går mod E-linjen, Fulton.”
De løb op ad trappen og ud på gaden. Solen skar gennem skyerne. “Hvis vi skynder os til parken, kan vi nå pickup-kampen,” sagde Kvik.
“Og se, om vores sandsynligheder holder,” tilføjede Hr. Klogemand.
Ved parken fik de straks en kamp: 3-mod-3. To ældre drenge og den lille dreng fra før ville spille med dem. “Først til 11,” råbte en.
Spillet bølgede. Kvik driblede lavt, satte tempo. Karla screenede. Hr. Klogemand satte et hurtigt cut mod kurven, fik bolden, og scroede på et layup.
“Brug vinkler,” råbte Anna fra sidelinjen. “Se vinkel på 45 grader. Der er plads!”
Kvik nikkede, tog to driblinger, skød fra siden – swish! 10–10.
“Sidste bold,” sagde Hr. Klogemand. “Vi bruger sandsynlighed: De forventer, at Kvik skyder. Så laver vi en ‘decoy’.”
Han kastede et højt, langsomt lob mod Kvik, som alle kiggede på. Men Kvik lod bolden gå forbi, og Karla kom bagfra, greb den og lagde den i. 11–10.
“Godt set!” jublede den lille dreng.
Da de gik ud fra banen, kom to betjente forbi. “Vi vil bare sige tak,” sagde den ene. “Jeres tip virkede. Vi fik fat i de rigtige på Fulton.”
Børnene kiggede på hinanden. “Basket, koder og lidt mod,” sagde Karla. “Det virker hver gang.”
Om aftenen sad de ved subwaykortet. Hr. Klogemand tegnede små prikker ved stationer, de havde brugt. “Antwerpen – gåder. Barcelona – blinkekoder. New York – sandsynligheder. Tre byer, tre måder at tænke på.”
“Og samme regel hver gang,” sagde Anna.
“Hvilken?” spurgte Kvik.
“At vi vinder bedst sammen som venner,” sagde Karla. Hun pegede på kortet, hvor linjer krydsede hinanden. “Som linjerne her. De krydser og hjælper hinanden. Ligesom os.”
Toget brummede et sted under dem. En saxofon spillede nede i tunnelen. Over byen blinkede lysene som stjerner. Og måske – hvis man lyttede rigtig godt efter – kunne man høre en lille rytme, der sagde: tænk, regn, spil… og vær modig.