Beskrivelse

Malebog med fantastiske faktafantasier om dinosaurer og flyveøgler for børn: Perfekt Til Børn i Alderen 6-10 År

Hr. Klogemands Malebog om spændende dinosaurer og flyveøgler – Sjov og Læring for Børn 🦕🦖

Er du på udkig efter en sjov og lærerig malebog til dit barn? Hr. Klogemands Malebog om dinosaurer og flyveøgler for børn er den perfekte løsning! Denne unikke malebog kombinerer kreativ farvelægning med spændende små fakta fantasier om vennerne Hr. Klogemand, Karla, Anna og Kvik der tager en tur ud i verden. Denne gang tilbage i tiden hvor de finder spændende dinosaurer og flyveøgler.

En regnvejrsdag på Bakkeskolen opdager Karla, Anna, Hr. Klogemand og Kvik et gammelt sandur i skolens pulterrum. Da Kvik vender det, åbner en lysende portal og sender dem på en utrolig rejse millioner af år tilbage i tiden – til dinosaurernes verden!

Eventyret bringer dem ansigt til ansigt med nogle af de mest berømte forhistoriske giganter. De møder den frygtindgydende Tyrannosaurus rex med tænder på størrelse med bananer og den stærke Triceratops, der kæmper med sine tre horn. De beundrer den langhalsede Brachiosaurus, der rækker op i trætoppene, og ser, hvordan Stegosaurus bruger sine pigge og plader til at forsvare sig.

Men ikke alle dinoer er kæmper – Velociraptorerne jager i flok som smarte rovdyr, mens Pteranodoner svæver majestætisk over havet. Vennerne lærer også, at Ankylosaurus er en levende kampvogn, og at Spinosaurus hersker i floderne. Til sidst står de foran Diplodocus, den fredelige kæmpe med den svirpende hale.

På deres rejse lærer børnene både om dinosaurernes styrker, svagheder og livsformer – og opdager, at selv de mest skræmmende væsner havde deres egen rolle i naturens balance. Med sanduret i hånden vender de hjem med en rygsæk fuld af oplevelser og viden, de aldrig vil glemme.

Det er en bog fuld af grin, venskab, små fakta og masser af inspiration fra fortidens dyr – hvor hver dag er et eventyr.

Tag dine farveblyanter frem, og gør dig klar til at udforske og farvelægge historien.🌟

Husk det behøver ikke være grimt for at være godt!

”Hr. Klogemands malebog #21 – den enogtyvende og dinosaurernes tid (LIGHT UDGAVE)”
Af: © Jacob Christiansen
Udgivet af: © Jacob Christiansen
1. udgave september 2025, 1. oplag 2025
Omslag, tekst, tegninger og grafik: Jacob Christiansen
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks. at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node.
Trykt i EU (som bog) – ellers udgivet som PDF.
ISBN xxx-xx-xxxxx-xx-x
www.hrklogemand.dk

Resume af “Hr. Klogemands malebog #21 – den enogtyvende og dinosaurernes tid (LIGHT UDGAVE)”

Kapitel 1 – Pulterrummets hemmelighed

På Bakkeskolens gamle loft finder Karla, Anna, Hr. Klogemand og Kvik en støvet kiste. Indeni ligger et mystisk sandur med glimtende krystaller. Da Kvik vender det på hovedet, åbner en hvirvelvind, og de fire venner bliver suget ind i en tidsportal.

Kapitel 2 – T. rex: Kongen af dinosaurer

De lander midt i en jungle, hvor en Tyrannosaurus rex brøler. Hr. Klogemand gemmer sig bag et træ og visker:
“Vidste I, at T. rex kunne blive 12 meter lang og havde tænder på størrelse med bananer?”
De opdager, at selvom den var frygtindgydende, spiste den også ådsler og ikke kun jagtede frisk bytte.

Kapitel 3 – Triceratops med tre horn

I en dal møder de en flok Triceratops. Karla tæller hornene: “En, to, tre!”
De lærer, at dens krave og horn blev brugt til både at kæmpe mod rovdyr og til at imponere andre Triceratops. Kvik tegner et skjold i sandet og leger “dino-duel”.

Kapitel 4 – Brachiosaurus, den lange hals

Anna peger op: “Se der!” – en Brachiosaurus strækker halsen for at nå de højeste blade i træerne.
Hr. Klogemand forklarer: “Den kunne blive 25 meter lang – længere end en bus!”
De rider kort på dens brede ryg, som om de sad på en levende rutsjebane.

Kapitel 5 – Stegosaurus med plader på ryggen

Vennerne støder på en Stegosaurus. Karla rører forsigtigt en af de store rygplader.
“De kunne hjælpe med at styre varmen i kroppen – som solfangere,” siger Hr. Klogemand.
Kvik laver sjov og stiller sig op med blade på ryggen for at ligne den.

Kapitel 6 – Velociraptor: Den smarte jæger

De gemmer sig i buskene og ser en flok Velociraptorer jage sammen.
Anna hvisker: “De er jo ikke så store som i film – kun på højde med en kalkun!”
Hr. Klogemand nikker: “Men de var kloge og arbejdede sammen som et team.”

Kapitel 7 – Pteranodon i luften

Pludselig flyver kæmpe Pteranodoner hen over dem.
“Wow, de er ikke dinosaurer, men flyveøgler,” forklarer Hr. Klogemand.
Deres vingefang er større end et lille fly! Kvik prøver at “flyve” med sine arme – og falder direkte i en busk.

Kapitel 8 – Ankylosaurus, den pansrede kæmpe

De møder en Ankylosaurus med en køllehale.
“Den er som en levende kampvogn,” siger Karla.
Hr. Klogemand tilføjer: “Den brugte halen til at forsvare sig mod rovdyr – et enkelt slag kunne knuse knogler.”
Anna skriver flittigt noter i sin dagbog.

Kapitel 9 – Spinosaurus, den store sejler

De følger en flod og ser en Spinosaurus jage fisk.
“Den var faktisk større end T. rex og kunne svømme,” siger Hr. Klogemand.
Karla gisper: “Det ligner et kæmpe sejl på ryggen!”
De kaster små sten i vandet og ser, hvordan fisken springer – men hurtigt skynder de sig væk fra den enorme jæger.

Kapitel 10 – Diplodocus og hjemturen

Til sidst finder de en fredelig Diplodocus, der pisker halen som et langt reb.
De lægger sanduret i dens fodspor, og pludselig åbner en ny portal.
“Vi har lært om ti dinosaurer!” siger Anna stolt.
De fire venner vender tilbage til Bakkeskolens pulterrum – fyldt med viden og minder, de aldrig vil glemme.

👉 De 10 dinosaurer i historien:

Tyrannosaurus rex

Triceratops

Brachiosaurus

Stegosaurus

Velociraptor

Pteranodon (flyveøgle)

Ankylosaurus

Spinosaurus

Diplodocus

(Ekstra fakta drysset undervejs – fx forskel på dinosaurer og flyveøgler)

Bonusinfo: Dyrene
T. rex: Tyrannosaurus rex var ikke bare stor – den var kæmpemæssig! Den kunne blive 12 meter lang og veje mere end en bus. Dens tænder var på størrelse med bananer og så skarpe, at den kunne knuse knogler som en nøddeknækker. Den havde også en superlugtesans, så den kunne finde mad på mange kilometers afstand. T. rex spiste både levende dyr og ådsler, så den var naturens skraldemand og jæger på én gang.

Triceratops: Denne planteæder havde tre store horn i ansigtet og en knoglekrave bag hovedet, der lignede et skjold. Den kunne blive 9 meter lang og veje op til 12 tons! Hornene blev brugt til at forsvare sig mod rovdyr, men også til at kæmpe om, hvem der var stærkest i flokken. Måske brugte de også deres store kraver til at vise, hvor flotte de var – næsten som dino-modeopvisning.

Brachiosaurus: Med sin lange hals kunne Brachiosaurus nå blade helt oppe i trætoppene, som ingen andre dinosaurer kunne. Den kunne blive op til 25 meter lang og veje mere end 40 tons – lige så tung som fire lastbiler! Dens næsebor sad højt oppe på hovedet, så forskere tror, den kunne stikke næsen op som en snorkel. Den var en fredelig kæmpe, der bare elskede at spise blad-salat hele dagen.

Stegosaurus: Stegosaurus er let at genkende på de store trekantede plader på ryggen og de lange pigge på halen. Den kunne blive 9 meter lang, men dens hjerne var kun på størrelse med en valnød! Til gengæld brugte den sin hale som et farligt våben, der kunne smadre fjender, og pladerne på ryggen kunne måske regulere varmen i kroppen – som solfangere. En dum kæmpe? Nej, bare en anderledes smart en.

Velociraptor: Mange tror, den var kæmpestor, men i virkeligheden var Velociraptor ikke større end en kalkun. Alligevel var den superfarlig, fordi den jagtede i flok. Den havde en krum klo på hver fod, der kunne skære som en kniv. Den var dækket af fjer og kunne løbe hurtigt, så det var en af de klogeste og mest effektive små rovdyr, naturen nogensinde har set. Teamwork gjorde den stærkere end sin størrelse.

Pteranodon: Selvom mange kalder den en dinosaur, var Pteranodon faktisk en flyveøgle. Den kunne have et vingefang på over 7 meter – bredere end en bil! Den levede af fisk, som den fangede ved at dykke ned mod vandet. Bag på hovedet havde den en lang kam, som måske blev brugt til at styre i luften eller til at imponere andre. Den var himlens hersker længe før fuglene kom til.

Ankylosaurus: Hvis du forestiller dig en levende kampvogn, så har du Ankylosaurus. Den var dækket af tunge knogleplader og havde en kølle for enden af halen, som kunne knuse knogler med et enkelt slag. Den var langsom, men det behøvede den ikke at skamme sig over – ingen rovdyr turde angribe en pansret kæmpe på 6 tons! Den gik fredeligt rundt og spiste planter, men var altid klar til at forsvare sig.

Spinosaurus: Den kunne blive endnu større end T. rex – helt op til 15 meter lang – og var tilpasset til at leve både på land og i vand. Spinosaurus havde et langt krokodillelignende næb fyldt med skarpe tænder, perfekt til at fange fisk. På ryggen bar den et kæmpe sejl, som forskere tror blev brugt til at regulere kropsvarmen eller til at gøre indtryk på andre Spinosaurer. Den var som en blanding af en haj, en krokodille og en dinosaur.

Diplodocus: Denne kæmpe kunne blive over 25 meter lang – det er længere end to busser efter hinanden! Dens hale var så lang og tynd, at den kunne svinges som en pisk, måske for at lave høje smæld, der kunne skræmme fjender væk. Selvom den var enorm, var den en fredelig planteæder, der spiste blade fra træer og buske. Den var en af de længste dyr, der nogensinde har levet på land.Spinosaurus: Den kunne blive endnu større end T. rex – helt op til 15 meter lang – og var tilpasset til at leve både på land og i vand. Spinosaurus havde et langt krokodillelignende næb fyldt med skarpe tænder, perfekt til at fange fisk. På ryggen bar den et kæmpe sejl, som forskere tror blev brugt til at regulere kropsvarmen eller til at gøre indtryk på andre Spinosaurer. Den var som en blanding af en haj, en krokodille og en dinosaur.

Diplodocus: Denne kæmpe kunne blive over 25 meter lang – det er længere end to busser efter hinanden! Dens hale var så lang og tynd, at den kunne svinges som en pisk, måske for at lave høje smæld, der kunne skræmme fjender væk. Selvom den var enorm, var den en fredelig planteæder, der spiste blade fra træer og buske. Den var en af de længste dyr, der nogensinde har levet på land.

Kan du huske noget?
Kapitel 1 – Pulterrummets hemmelighed
Hvad finder de fire venner i pulterrummet, som starter deres eventyr?
Hvordan åbner tidsportalen sig, da Kvik vender sanduret?

Kapitel 2 – T. rex: Kongen af dinosaurer
Hvorfor var T. rex så farlig, og hvad spiste den?
Hvorfor gemmer børnene sig bag bregnen?

Kapitel 3 – Triceratops med tre horn
Hvad bruger Triceratops sine horn og krave til?
Hvordan leger ungerne i flokken, og hvad synes børnene om det?

Kapitel 4 – Brachiosaurus, den lange hals
Hvad gør Brachiosaurus for at nå de højeste blade?
Hvordan reagerer børnene, da de får lov til at røre den?

Kapitel 5 – Stegosaurus med plader på ryggen
Hvad tror forskerne, at pladerne på ryggen kunne bruges til?
Hvordan forsvarer Stegosaurus sig mod rovdyrene?

Kapitel 6 – Velociraptor: Den smarte jæger
Hvorfor var Velociraptor farlig, selvom den ikke var så stor?
Hvad gør raptorerne for at fange deres bytte?

Kapitel 7 – Pteranodon i luften
Hvad fangede Pteranodonen, da den dykkede mod vandet?
Hvorfor er Pteranodon ikke en rigtig dinosaur?

Kapitel 8 – Ankylosaurus, den pansrede kæmpe
Hvordan beskyttede Ankylosaurus sig mod rovdyr?
Hvad sker der, da den bruger sin køllehale?

Kapitel 9 – Spinosaurus, den store sejler
Hvad spiser Spinosaurus, og hvorfor minder den lidt om en krokodille?
Hvad bruger den store “sejlrække” på ryggen til?

Kapitel 10 – Diplodocus og hjemturen
Hvad kan Diplodocus gøre med sin lange hale?
Hvad sker der, da Karla holder timeglasset, og hvordan kommer vennerne hjem?

Kapitel 1 – Pulterrummets hemmelighed
Det var en regnvejrsdag på Bakkeskolen. Alle andre børn løb hjem efter sidste time, men Karla, Anna, Hr. Klogemand og Kvik blev hængende. De vidste fra julehistorien, at der fandtes et gammelt pulterrum helt oppe under taget – fyldt med glemte ting fra skolens mange år.
“Kom nu, det bliver som en skattejagt!” sagde Karla og trak i døren til loftstrappen. Den knirkede højlydt, og støvet føg om næserne på dem, da de listede op.
Der lugtede af gamle bøger, kridt og noget, der mindede om sommerferier fra for længe siden. Kasser stod stablet overalt. Der var en bunke af slidte skoletavler, gamle gymnastikbolde og en kasse med gulnede fotografier af elever i sort-hvid.
“Se her!” råbte Kvik, mens han forsøgte at balancere en gammel trompet på hovedet. Hr. Klogemand fniste og puffede til ham: “Pas nu på, ellers ender du med at sidde fast i et instrument!”
Det var Anna, der gjorde den virkelige opdagelse. I hjørnet under et falmet tæppe stod en kiste af mørkt træ. Låget var dekoreret med udskårne symboler – spiraler, lyn og små dyr.
“Det ligner noget fra et eventyr,” hviskede hun og strøg hånden hen over mønstrene.
De løftede låget sammen. Indeni lå der kun to ting: et gammelt timeglas, hvor sandet glimtede som stjernestøv. Det var sat i en ramme af messing, og midten lyste svagt, som om der gemte sig en hemmelighed indeni. Der lå også et stort lommeur, men kunne det bruges til noget?
“Et timeglas?” sagde Hr. Klogemand og skubbede sine briller op på næsen. “Måske blev det brugt af lærerne til at måle skoletimerne i gamle dage.”
“Nej,” sagde Karla og holdt det op mod vinduet. “Det her er noget særligt.”
Kvik kunne ikke lade være. Han vendte timeglasset på hovedet. I samme sekund begyndte rummet at ryste. Støvet hvirvlede op som en mini-tornado, og kisten gled hen over gulvet af sig selv.
“Øhm, jeg tror, vi har sat noget i gang!” råbte Anna, mens hendes hår blæste til alle sider.
Pludselig blev loftsrummet fyldt med lys. Et vindue åbnede sig midt i luften – en hvirvel af farver og lysende spiraler. De fire venner nåede kun at gribe hinandens hænder, før de blev suget ind i portalen.
“Hold fast!” skreg Karla.
De tumlede rundt mellem stjerner, lyn og mærkelige lyde. Og da de landede, lå de midt i en grøn, dampende jungle med fugle, der lød helt anderledes end nogen fugle, de kendte.
“Øh… velkommen til fortiden,” sagde Hr. Klogemand forpustet.
Kapitel 2 – T. rex: Kongen af dinosaurer
Junglen var tæt, luften fugtig og fyldt med brøl fra dyr, de aldrig havde hørt før. Kvik holdt stadig fast i timeglasset, men nu lyste det bare stille, som om det sov.
“Okay,” sagde Hr. Klogemand og tørrede sveden af panden. “Hvis vi er rejst tilbage i tiden, kan vi være hvor som helst i dinosaurernes tidsalder. Jeg gætter på Kridttiden… for cirka 66 millioner år siden.”
“Du mener… der hvor de KÆMPE dinosaurer levede?” spurgte Karla og kiggede nervøst rundt.
Et dybt brøl fik jorden til at ryste under deres fødder. Anna gispede: “Hvad var det?!”
Buskene foran dem skilte sig, og ud trådte en gigantisk skabning. Dens tænder var lange som bananer, øjnene gule og truende. Den havde korte, men muskuløse arme og en hale, der svingede som en kæmpe pisk.
“Tyrannosaurus rex,” hviskede Hr. Klogemand. “Det største landrovdyr, vi kender til. Op til 12 meter lang og 6 ton tung. Dens bid kunne knuse knogler som ingenting!”
Kvik stirrede med åben mund. “Så… det er ligesom at møde en drage uden vinger!”
De fire venner stod helt stille. T. rex’en snusede i luften, dens næsebor pustede damp ud. Den tog et par tunge skridt tættere på.
“Vi skal gemme os!” hviskede Karla. Hun trak de andre ind bag en kæmpe bregne.
Dinosaurens øje gled hen over deres skjul. Så drejede den hovedet og brølede igen – et øredøvende drøn, der fik Anna til at holde sig for ørerne. Derefter trampede den videre mod en dal, hvor en anden dinosaur lå død.
“Den spiser ådsler!” sagde Hr. Klogemand lettet. “Forskere mener faktisk, at T. rex både jagede og spiste døde dyr. Den havde en lugtesans så god, at den kunne lugte mad på mange kilometers afstand.”
“Pyha,” sukkede Karla. “Så vi var bare… for små og levende til at være interessante?”
“Lad os ikke teste det,” mumlede Anna.
De blev stående længe og kiggede, mens T. rex’en bed store stykker kød af det døde dyr.
Kvik trak vejret dybt og prøvede at være modig. “Okay, jeg indrømmer det. Den er skræmmende… men også ret sej!”
Hr. Klogemand nikkede. “Det her er virkelig kongen af dinosaurerne.”
Pludselig begyndte timeglasset igen at glimte. “Se!” råbte Karla. “Måske vil det vise os den næste dinosaur.”
Lyset blev stærkere, og langsomt forsvandt junglen foran deres øjne…
Kapitel 3 – Triceratops med tre horn
Da lyset fra timeglasset lagde sig, stod de fire venner i en åben dal. Solen bagte, og luften var fyldt med summende insekter. Foran dem græssede en gruppe enorme, planteædende dinosaurer.
“Wow!” udbrød Anna. “De ligner kæmpe næsehorn… bare med ekstra horn!”
Og det var ikke helt forkert. Foran dem stod Triceratops – en af de mest berømte dinosaurer. Hver havde tre horn i ansigtet: to lange over øjnene og ét kortere på næsen. Bag hovedet sad en kæmpe krave af knogler, der lignede en levende skjold.
Hr. Klogemand justerede sine briller. “Triceratops kunne blive omkring 9 meter lang og veje op til 12 tons. De levede i flokke – lidt ligesom bøfler – og brugte hornene til at forsvare sig mod rovdyr som T. rex.”
“Jeg synes, de ser søde ud,” sagde Karla og tog et forsigtigt skridt frem.
Pludselig stødte to af de voksne hanner hovederne hårdt mod hinanden. BANG! Lyden rungede gennem dalen, og jorden rystede under vennernes fødder.
“Er de uvenner?” spurgte Kvik med store øjne.
“Nej,” forklarede Hr. Klogemand. “De kæmper om, hvem der er stærkest. Det kan handle om at beskytte flokken eller om at imponere hunnerne. Hornene og kraven var ikke kun våben – de kunne også bruges til at vise, hvor flotte de var.”
Anna nikkede og tog sin notesbog frem. “Så de var både hårde bananer og modeikoner?”
Kvik grinede. “Ligesom Hr. Klogemand, når han tager butterfly på!”
De satte sig i græsset og betragtede flokken. Kalvene – små Triceratops-unger – løb rundt mellem de voksne og prøvede at imitere hornkampe. De lignede næsten børn, der legede fangeleg.
En af ungerne kom nysgerrigt tæt på vennerne og snusede til Kvik, der frøs helt. “H-hvad hvis den tror, jeg er en plante?”
“Bare stå stille,” sagde Karla med et smil. Ungen puffede forsigtigt til Kvik, men så kaldte dens mor på den med et dybt brøl.
“Sådan en familie ville man gerne have på sin side,” sagde Anna. “Ingen mobbere ville turde nærme sig!”
Hr. Klogemand rejste sig og børstede støvet af bukserne. “Så lærte vi i dag, at Triceratops var planteædere, der brugte horn og krave både til kamp og til at vise sig frem.”
Karla kiggede på timeglasset, som igen begyndte at lyse. “Tid til vores næste stop!” sagde hun spændt.
De greb hinandens hænder, og dalen opløstes i et nyt glimt.
Kapitel 4 – Brachiosaurus, den lange hals
De fire venner landede denne gang i et kæmpe landskab fyldt med høje træer. Solen stod højt på himlen, og en svag vind fik de gigantiske bregner til at rasle.
“Der er stille… måske for stille,” hviskede Anna.
Men stilheden blev brudt af en dyb, rungende DUM-DUM-DUM. Jorden begyndte at vibrere.
“Kommer der et jordskælv?!” spurgte Kvik og greb fat i Karla.
Hr. Klogemand rystede på hovedet og pegede. “Nej, se der!”
Ud fra skoven trådte et af de mest imponerende dyr, de nogensinde havde set: en Brachiosaurus. Den løftede sit enorme hoved højt over træerne og nippede til blade, som om den bare spiste en almindelig salat.
“Wow!” udbrød Karla. “Den må være mindst lige så høj som et hus!”
“Faktisk kunne en Brachiosaurus blive op til 25 meter lang og veje over 40 tons,” forklarede Hr. Klogemand. “Dens hals alene kunne være 9 meter lang. Den spiste blade fra trætoppe, som ingen andre dinosaurer kunne nå.”
Anna tog sin notesbog frem og skrev ivrigt. “Så den var en slags… naturens kranbil?”
De stod alle helt stille, mens Brachiosaurusen langsomt bøjede halsen og kiggede ned på dem. Dens øje var stort som en tallerken. Den pustede varm luft ud, så Kvik blev blæst bagover og landede på rumpen.
“Okay, den har dårlig ånde,” hostede han.
Men Karla lo og rakte en hånd frem, selvom hun var langt for lille til at nå. “Hej, store ven.”
Til deres overraskelse sænkede Brachiosaurusen hovedet helt ned, så de kunne røre den. Dens hud var ru som sandpapir, men den stod stille og lod dem klappe.
“Den er jo fredelig,” sagde Anna lettet. “Det er som en kæmpe ko.”
Hr. Klogemand nikkede. “Ja, en ko, der kan nå trætoppene.”
Pludselig hørte de endnu en dyb brummen, og ud fra skoven kom flere Brachiosauruser. En hel flok bevægede sig majestætisk gennem landskabet, som langsomme kæmpe-skibe på en grøn havflade.
Kvik rejste sig og stirrede. “Det er det vildeste, jeg nogensinde har set.”
De sad længe og betragtede flokken, der spiste i ro og mag. Timeglasset glimtede igen, og Anna sukkede. “Jeg ville ønske, vi kunne blive her lidt længere.”
“Men tænk på, hvad der venter os næste gang,” sagde Karla spændt.
De tog hinanden i hænderne, og snart blev skoven opløst i lys.
Kapitel 5 – Stegosaurus med plader på ryggen
Da lyset fra timeglasset svandt, befandt de fire venner sig i et solrigt landskab med lave buske og blomster. Jorden var tør og støvet, og store guldsmede summede rundt i luften.
“Her ser mere fredeligt ud,” sagde Karla lettet.
Men kort efter hørte de en rytmisk klonk-klonk-klonk bag sig. Da de vendte sig om, stirrede de direkte på en af de mest mærkelige dinosaurer, de nogensinde havde set.
“Se de plader!” råbte Anna.
Foran dem stod en Stegosaurus. Dens ryg var dækket af to rækker store, trekantede knogleplader, der rejste sig som en takket rygsøjle. Bagpå svingede en hale med fire lange pigge.
“Den ligner en levende ridder i rustning,” sagde Kvik imponeret.
Hr. Klogemand nikkede. “Stegosaurus var omkring 9 meter lang og vejede 2-3 tons. Pladerne kunne være næsten en meter høje. Forskere tror, at de både blev brugt til at skræmme fjender og til at regulere kropsvarmen – som solfangere.”
Anna tog hurtigt noter. “Så de var både skjold og solpaneler?”
Karla lo. “Smart dinosaur!”
Stegosaurusen begyndte at gumle på nogle bregner, helt ligeglad med, at de stod tæt på. Men pludselig hørte de en raslen i buskene. En lille flok rovdyr – sandsynligvis unge Allosaurer – dukkede frem og listede sig mod Stegosaurusen.
“Åh nej, de prøver at angribe!” sagde Karla.
Men Stegosaurus var ikke så let et bytte. Den vendte siden til, så pladerne så endnu større ud, og svingede derefter halen med et SJJJH! Pigspidserne fløj gennem luften. Rovdyrene sprang forskrækket tilbage, og en af dem fik næsten halen i hovedet. Efter et par forsøg opgav de og listede væk.
“Sejt!” råbte Kvik. “Det var som en kæmpe kølle – bang, bang!” Han begyndte at danse rundt og imitere slagene, indtil han næsten væltede Anna.
“Så lærte vi, at selv en planteæder kunne være ret farlig,” sagde Hr. Klogemand.
Stegosaurusen vendte sig roligt tilbage til sine bregner, som om intet var sket. Solen glimtede på dens plader, så de næsten så gyldne ud.
“Den er smuk,” sagde Anna stille.
Timeglasset begyndte at lyse igen, og Kvik sukkede. “Jeg ville gerne have haft en Stegosaurus som kæledyr. Ingen ville turde drille mig på legepladsen!”
“Så skulle vi også have en stor græsmark,” grinede Karla.
De greb hinandens hænder, og verden begyndte igen at opløses i lys.
Kapitel 6 – Velociraptor: Den smarte jæger
De fire venner landede i et goldt, tørt landskab. Sandet knasede under deres sko, og spredte buske svajede i vinden. Det var varmt, og luften føltes tung.
“Her ser ikke ud til at være mange kæmper,” sagde Karla og tørrede sved af panden.
Men pludselig hørte de et hurtigt tramp, næsten som løbende hunde. Ud af en kløft dukkede tre slanke, fjerklædte dinosaurer op.
“Åh nej,” hviskede Anna. “Er det baby-T. rex’er?”
Hr. Klogemand rystede på hovedet. “Nej, det er Velociraptorer – små, men smarte rovdyr. De var faktisk kun på størrelse med en kalkun, selvom film ofte gør dem meget større.”
De tre raptorer løb tæt sammen, øjnene lynede af intelligens, og de kommunikerede med små skrig og bevægelser.
“Det ligner et fodboldhold,” sagde Kvik. “De har en strategi!”
“Præcis,” sagde Hr. Klogemand. “De jagede i flok og kunne nedlægge dyr, der var meget større end dem selv. Og se deres fødder – hver har en stor, krum klo som en kniv.”
En af raptorerne svingede halen og sprang på en øgle, der gemte sig i buskene. Hurtigt arbejdede flokken sammen, og på få sekunder havde de fanget deres bytte.
Anna skrev ivrigt i sin notesbog. “Så… de var små, men supersmarte og hurtige?”
“Ligesom mig!” sagde Kvik og lavede klør med fingrene. Han begyndte at liste rundt og hvæse, indtil Karla gav ham et blidt puf. “Du ligner mere en skræmt kylling,” fniste hun.
Pludselig rettede en af raptorerne blikket mod dem. Den gav et kort skrig, og de andre vendte sig også.
“Øhm… nu synes jeg ikke, det er så sjovt længere,” sagde Kvik og trådte baglæns.
Vennerne rykkede tættere sammen, men til deres lettelse mistede raptorerne hurtigt interessen. De havde fået deres måltid og løb væk med halen højt løftet.
“Pyha,” sagde Anna. “Jeg vil helst ikke være dessert.”
Hr. Klogemand smilede. “Så lærte vi i dag, at man ikke behøver være stor for at være farlig. Velociraptorer viste, hvor vigtig samarbejde og intelligens var.”
Timeglasset glimtede igen. Karla løftede det op. “Tid til næste rejse!”
Kvik nikkede. “Men næste gang håber jeg på noget mindre sultent.”
De greb hinandens hænder, mens landskabet opløstes i lys.
Kapitel 7 – Pteranodon i luften
Da lyset fra timeglasset forsvandt, stod de fire venner på en klippe med udsigt over et kæmpe hav. Bølgerne brusede mod klipperne, og vinden rev i deres hår.
“Her er slet ikke nogen dinosaurer,” sagde Kvik skuffet.
“Bare vent,” svarede Hr. Klogemand.
Pludselig lød et højt SKRIIIII! over deres hoveder. De kiggede op og så en flok enorme skabninger svæve på vinden. Deres vingefang var bredere end et menneskehus, og næbbet var langt og spidst.
“Se! Flyvende dinosaurer!” råbte Anna begejstret.
“Faktisk,” rettede Hr. Klogemand hende, “er det ikke dinosaurer, men flyveøgler. Disse hedder Pteranodon. De levede samtidig med dinosaurerne, men tilhørte en helt anden gruppe dyr.”
En af de største Pteranodoner dykkede ned mod havoverfladen, stak sit lange næb i vandet og fangede en fisk i ét hug.
“Wow, den fiskede som en pelikan!” sagde Karla.
“Ja,” nikkede Hr. Klogemand. “De havde vingefang på op til 7 meter og var fantastiske svæveflyvere. De kunne holde sig i luften i timevis uden at slå med vingerne.”
Kvik spredte armene og løb rundt på klippen. “Se mig! Jeg er en Pteranodon!” Han hoppede op, men landede med et bump. “Okay, jeg mangler vist vingerne.”
Anna grinede. “Og måske også lidt balance.”
Pludselig landede en Pteranodon tæt på dem. Den foldede vingerne ind, så de kunne se dens slanke krop og det karakteristiske, lange kam bag hovedet. Dyret udstødte et dybt kald, som rungede gennem luften.
“Den ser majestætisk ud,” sagde Karla stille.
Hr. Klogemand forklarede: “Kammen på hovedet fungerede måske som et styreror i luften eller til at imponere artsfæller. Forskere er stadig ikke helt sikre.”
Efter et øjeblik åbnede Pteranodonen igen vingerne og kastede sig ud fra klippen. Den svævede af sted sammen med resten af flokken, som en hel eskadrille af flyvende kæmper.
De fire venner stod måbende tilbage. “Jeg ville ønske, vi også kunne flyve,” sagde Anna drømmende.
“Ja,” sagde Karla, “så kunne vi rejse verden rundt uden flybilletter.”
Kvik sukkede. “Jeg ville bare gerne kunne dykke efter is i stedet for fisk.”
Alle lo, men latteren blev afbrudt af, at timeglasset igen begyndte at lyse.
“Tid til at sige farvel til himlens herskere,” sagde Hr. Klogemand.
De tog hinandens hænder, mens klippen og havet opløstes i et glitrende lys.
Kapitel 8 – Ankylosaurus, den pansrede kæmpe
Denne gang landede de fire venner i et tørt skovområde med lave træer og krat. Solen stod lavt, og der var stille – næsten for stille.
“Jeg håber ikke, det er endnu en T. rex,” mumlede Kvik og kiggede sig nervøst omkring.
“Bare rolig,” sagde Hr. Klogemand. “Ikke alle dinosaurer er rovdyr.”
Som for at bevise hans ord hørte de en tung, klirrende lyd. Ud fra buskadset trådte en Ankylosaurus. Den lignede en levende kampvogn. Hele dens krop var dækket af knogler og pansrede plader, og for enden af dens hale sad en kæmpe kølle.
“Den ser ud som en drage blandet med en tankvogn!” udbrød Karla.
“Ankylosaurus kunne blive op til 8 meter lang og veje 6 tons,” forklarede Hr. Klogemand. “Dens pansrede ryg gjorde det næsten umuligt for rovdyr at bide sig igennem. Og køllehalen var så stærk, at et slag kunne knuse knogler.”
“Jeg gad godt have sådan en til at passe på min cykel,” sagde Kvik og prøvede at imitere slaget med en pind. Han kom dog til at dreje for hurtigt rundt og væltede ned i en busk.
“Så ville ingen turde stjæle den,” grinede Anna.
Ankylosaurusen gumlede roligt på nogle blade og så ud til slet ikke at lægge mærke til børnene. Men pludselig hørtes et fjernt brøl. Skoven rystede, og et rovdyr – måske en ung T. rex – nærmede sig.
“Åh nej!” sagde Karla. “Hvad gør den nu?”
Ankylosaurusen vendte straks fronten væk fra rovdyret og plantede fødderne tungt i jorden. Den svingede halen frem og tilbage, så køllen slog gennem luften med et SJJH! Rovdyret kom tættere, men da Ankylosaurusen slog ud, ramte køllen en sten, der knustes som glas.
Rovdyret stoppede brat. Det så ud, som om det overvejede en kamp – men vendte så om og luntede væk.
“Sejt!” råbte Kvik. “Et slag mere, og den havde sikkert brækket benet på T. rex’en.”
“Det viser,” sagde Hr. Klogemand, “at Ankylosaurus var langsom, men utrolig godt beskyttet. Den behøvede ikke at løbe væk – den kunne stå fast.”
Vennerne så på den fredelige kæmpe, der igen begyndte at spise blade, som om intet var hændt.
Timeglasset i Karls hånd begyndte at glimte.
“Tid til næste eventyr,” sagde Anna. “Jeg håber, det ikke er en, der prøver at spise os.”
De greb hinandens hænder, mens skoven forsvandt i et blinkende lys.
Kapitel 9 – Spinosaurus, den store sejler
Da lyset fra timeglasset svandt, befandt de fire venner sig ved bredden af en bred flod. Vandet glimtede i solen, og små fisk hoppede op af overfladen.
“Her ser fredeligt ud,” sagde Anna og knælede ned for at dyppe hånden i vandet.
Men lige i det samme steg et kæmpe dyr op af floden med et plask, der sendte bølger ind mod bredden.
“AAAAH!” skreg Kvik og hoppede baglæns.
Dyret havde et langt krokodillelignende næb fyldt med tænder og en ryg, der rejste sig som et kæmpe sejl.
“Det er en Spinosaurus,” sagde Hr. Klogemand, der var både bleg og fascineret. “Den kunne blive op til 15 meter lang – faktisk længere end T. rex! Og den var en af de første dinosaurer, vi ved kunne svømme.”
Spinosaurusen dukkede ned i vandet igen og kom op med en stor fisk, som den slugte i én mundfuld.
“Så den var fiskespiser?” spurgte Karla.
“Ja,” forklarede Hr. Klogemand. “Dens tænder var perfekte til at fange glatte fisk, og det store sejl på ryggen kan have hjulpet den med at regulere varmen i kroppen – eller måske til at imponere andre Spinosaurer.”
“Jeg synes, det ligner en hajfinne på steroider,” sagde Kvik og trak vejret dybt.
Pludselig slog Spinosaurusen halen hårdt i vandet, så en bølge skyllede ind over børnene. De blev drivvåde.
“Ad!” råbte Anna og vred vandet ud af sin notesbog. “Dino-brus!”
Men Karla lo. “Det er da meget sjovt! Jeg har altid ønsket mig en vandrutchebane – og se den hale!”
De stod lidt længere og betragtede kæmpen jage. Spinosaurusen gled gennem floden med næsten ingen lyd, kun et skvulp, når den stak næbbet ned.
“Den er ret elegant,” indrømmede Anna, selvom hun stadig tørrede vand af sig.
“Så lærte vi i dag,” sagde Hr. Klogemand, “at Spinosaurus ikke kun var blandt de største rovdyr, men også en af de mest tilpassede til vand.”
Kvik foldede armene. “Ja, men jeg vil stadig helst have en Stegosaurus som kæledyr. Mindre risiko for våde sokker.”
De grinede, men latteren blev hurtigt overdøvet af, at timeglasset begyndte at gløde kraftigere end nogensinde.
“Det må betyde, at vi nærmer os slutningen,” sagde Karla. “Én rejse mere.”
De greb hinandens hænder, mens floden opløstes i lys.
Kapitel 10 – Diplodocus og hjemturen
Da lyset fra timeglasset forsvandt, landede de fire venner i en bred dal omgivet af grønne bakker. Luften var friskere end før, og solen kastede lange skygger over landskabet.
Foran dem bevægede noget gigantisk sig langsomt. En hale så lang som en togvogn piskede gennem luften med en dyb SWISH.
“Se!” råbte Anna. “Det er en… en… kæmpe-slange?”
“Nej,” sagde Hr. Klogemand med et smil. “Det er en Diplodocus – en af de længste dinosaurer, der nogensinde har levet. Den kunne blive over 25 meter lang, men vejede ikke helt så meget som Brachiosaurus, fordi den var mere slank bygget.”
Diplodocusen sænkede sin utroligt lange hals ned til jorden og nappede lidt bregner. Så strakte den hele vejen op igen for at nå blade i et højt træ.
“Den er som et levende teleskop!” grinede Karla.
“Og se halen,” sagde Hr. Klogemand. “Forskere mener, at den kunne svinge den så hurtigt, at den lavede en lyd som et piskesmæld – måske til at skræmme fjender væk.”
Kvik stirrede med åben mund. “Så den havde både indbygget teleskop og pisk? Det er jo en superdino!”
De satte sig i græsset og så en hel flok af Diplodocusser gå forbi, næsten som en parade af kæmper. Ungerne løb tæt ved de voksnes ben, mens de store svajede halsene i takt.
Anna skrev i sin dagbog: “Diplodocus = kæmpe, men fredelig. Spiser planter. Har pisk-hale.”
Pludselig begyndte timeglasset i Karlas hånd at gløde kraftigt. Mere end nogensinde før.
“Jeg tror… det vil sende os hjem nu,” sagde hun stille.
De rejste sig og kiggede en sidste gang på de majestætiske dinosaurer. Karla tog en dyb indånding. “Jeg kommer aldrig til at glemme det her.”
“Jeg heller ikke,” sagde Anna. “Vi har lært så meget.”
“Og jeg,” sagde Kvik, “vil fortælle ALLE, at jeg næsten blev spist af en T. rex… men klarede det!”
Hr. Klogemand lo. “Ja, og at vi så ti af de mest berømte dinosaurer: T. rex, Triceratops, Brachiosaurus, Stegosaurus, Velociraptor, Pteranodon, Ankylosaurus, Spinosaurus – og nu Diplodocus.”
De tog hinanden i hænderne, og timeglasset sendte et blændende lys ud. Da de åbnede øjnene igen, sad de tilbage i Bakkeskolens gamle pulterrum, omgivet af støv og kasser.
“Var det hele bare en drøm?” spurgte Anna.
Karla smilede og holdt timeglasset op. Inde i glasset glimtede sandet som stjernestøv.
“Nej,” sagde hun. “Det var en rejse, vi aldrig vil glemme.”