Beskrivelse

Malebog om rummer med fantastiske fakta fantasier: Perfekt Til Børn i Alderen 6-10 År

Er du på udkig efter en sjov og lærerig malebog til dit barn? Hr. Klogemands Malebog om flittige dyr er den perfekte løsning! Denne unikke malebog kombinerer kreativ farvelægning med spændende små fakta fantasier om vennerne Hr. Klogemand, Karla, Anna og Kvik der tager en tur ud i verden.

Hr. Klogemand og hans nysgerrige venner – Karla (tvilligesøster), Anna og Kvik – rejser gennem universet i rumskibet Stjerneskuddet for at møde naturens mest flittige skabninger.

Først træder de ind i Myretropolis, hvor arbejdermyrer redder deres snaskemaskine og bliver hyldet som æresmyrer. Så danser de med bier i en flyvende kube, lærer biers hemmelige “danse-sprog” og får en krukke honning af Dronning Buzztina. I skovens brusende flod møder de Bæver-Bent og hjælper med at reparere en vaklende dæmning, mens de opdager bævernes ingeniørkunst. I ørkenen udforsker de et tårnhøjt termitslot, afværger en kritisk ventilationsblokering og modtager en miniature-model af termitbyen som tak. Under jorden navigerer de sammen med Max Muldvarp i kilometerlange tunneller, redder Kvik fra et mudderfængsel og opdager muldvarpens utrolige følesans. I tusmørket besøger de Hilda Hamsters underjordiske “nøddebibliotek” og hjælper med at genoprette kaotiske nødde-samlinger. Dernæst suser de med verdens hurtigste fugl, vandrefalken Vega, på et styrtdyk over klipper og skyer. På en bondegård lærer de hesten Henrietta at trække vogne og pleje marker, og i Arktis dykker de med Harald Hvalros efter muslinger under isen. Endelig følger de egernet Eddie i efterårsskoven, laver farverige nøddekort og indser sammen, at selv små væsner kan præstere store bedrifter.

Med nye venskaber, viden og souvenirs vender de hjem – fulde af begejstring og klar til deres næste eventyr.

Tag dine farveblyanter frem, og gør dig klar til at udforske mere om dyr.🌟

Husk det behøver ikke være grimt for at være godt!

”Hr. Klogemands malebog #18 – den attende med flittige dyr – LIGHT UDGAVE”
Af: © Jacob Christiansen
Udgivet af: © Jacob Christiansen
1. udgave juni 2025, 1. oplag 2025
Omslag, tekst, tegninger og grafik: Jacob Christiansen
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks. at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node.
Trykt i EU (som bog) – ellers udgivet som PDF.
ISBN xxx-xx-xxxxx-xx-x
www.hrklogemand.dk

🐜 Historie 1: Myrernes Megaby
“Velkommen til Myretropolis!” råbte Hr. Klogemand, mens rumraketten landede midt i en travl, travl myretue.
Karla og Anna stirrede ud af vinduet. Overalt løb myrer rundt med blade, pinde og små frø. Det lignede en miniature-by med veje, broer og tunneller. Kvik trykkede næsen mod ruden og gispede: “De har motorvejssystem!”
De fire venner steg ud og blev straks omringet af myrer i små hjelme. En vigtig myre med et klipboard – som vist hed Major Mandibel – trådte frem og sagde:
“Velkommen, kære gæster. Vi har brug for hjælp! Vores myreslisk-maskine er gået i stykker, og Dronning Myranda får ikke sin yndlings-snack.”
Hr. Klogemand justerede sine briller og sagde: “Vi hjælper selvfølgelig! Men først må vi lære, hvordan I arbejder.”
Major Mandibel viste dem rundt.
“Her har vi arbejdermyrerne – de bygger, bærer og holder styr på forsyningerne. Derovre er soldaterne – de beskytter os mod angribende edderkopper og sultne tudser. Og inde i midten bor dronningen. Hun lægger op til 1.500 æg – om dagen!”
“1.500!” udbrød Anna. “Det er jo mere end én hver minut!”
Kvik havde allerede fået udleveret en lille hjelm og en nød at bære. Han trippede rundt og forsøgte at ligne en ægte arbejdermyre, men tabte straks nødden ned i en tunnel.
Pludselig lød der en alarm! “Myrerapport! Myreslisk-maskinen er overophedet!”
“Det er nu, vi træder til!” sagde Hr. Klogemand og hev en lommelommeregner frem.
Efter lidt lodning, justering og en lille eksplosion (bare en lille én), begyndte maskinen at snurre igen og sprøjtede sød saft ud i små kopper.
Dronning Myranda smilede tilfreds og sagde: “I har vist jer værdige. Til ære for jeres flid udnævnes I til æresmyrer i Myretropolis!”
“Hurra!” råbte Karla. “Men skal vi ikke hjem nu? Jeg har stadig myreslisk bag øret!”
De vinkede farvel til de små, travle væsner og satte kurs mod næste mission i universet.

🐝 Historie 2: Bienes Ballade
Rumraketten “Stjerneskuddet” susede gennem skyerne og landede midt i en gigantisk, svævende bikube. Den summede som en symfoni af tusindvis af vinger.
“Pas på, hvor I går,” sagde Hr. Klogemand. “Her arbejder tusindvis af bier i døgndrift.”
En gylden bi med lilla pilotbriller fløj hen til dem. “Jeg er Beatrix! Velkommen til Kube 47B. Vi har et problem – spejderbierne er uenige om, hvilken blomstermark vi skal samle nektar fra. Der er forvirring i danserummet!”
“Danserummet?” spurgte Karla.
“Ja!” sagde Beatrix. “Vi bier danser for at vise vejen til gode blomster. Jo vildere dans, jo bedre sted.”
De blev ført ind i et rum med glitrende voksgulv, hvor bier dansede i cirkler, otte-taller og nogle endda breakdance!
Anna kunne ikke lade være – hun kastede sig ud i sin egen “bivals” og snurrede rundt. En gruppe bier begyndte straks at følge hende.
“Øh… Anna,” sagde Hr. Klogemand, “de tror, du viser vej til en superblomst.”
“Ups!” sagde Anna. “Den vej, måske?” Hun pegede ud mod et tilfældigt sted.
“Vent!” råbte Hr. Klogemand. “Vi må lave et eksperiment!”
Han satte en duftsensor op, og hurtigt fandt de ud af, at marken mod syd havde flest blomster og den sødeste nektar. Bierne dansede entusiastisk i præcis den retning.
Beatrix nikkede tilfreds. “Krise afværget! Nu kan vi samle honning igen.”
Kvik var allerede i gang – han havde fundet en bi-hjelm og fløj med nektar i en lille rygsæk. “Jeg elsker det her job! Men det kilder i næsen… ACHOO!”
Bierne grinede, og Dronning Buzztina kom svævende. “Som tak for jeres hjælp får I en æske med vores fineste honning.”
Hr. Klogemand takkede med en højtidelig bøjning. “Vi har lært, at bier arbejder sammen, danser for at finde vej og laver honning med hårdt arbejde og teamwork.”
Karla hviskede: “Og at Kvik ikke bør flyve med nektar i næsen.”
De steg op i rumskibet igen, klar til deres næste eventyr.

🦫 Historie 3: Bæverens Byggeboom
Rumskibet Stjerneskuddet dalede ned over en grøn, brusende flod i en tæt skov. Træer svajede i vinden, og solen glimtede i vandoverfladen. Men det mest imponerende var dæmningen – en kæmpe konstruktion af grene, mudder og sten.
“Wow,” sagde Karla. “Det ligner en hel by!”
“Det er en by,” sagde Hr. Klogemand. “Bygget af nogle af verdens flittigste dyr: bævere.”
I det samme lød et plask. Hr. Klogemand var gået ét skridt for langt og dumpede direkte ned i vandet med et “GLUP!”
“MAND OVER BORD!” råbte Kvik og kastede en oppustelig redningsring, som straks landede… på sit eget hoved.
En bredhalet skikkelse svømmede mod Hr. Klogemand – det var Bæver-Bent, med hjelm og tandskinne.
“Du skal da ikke gå i floden uden tilladelse,” sagde han og trak Hr. Klogemand op på dæmningen.
“Undskyld,” hostede Hr. Klogemand. “Jeg var bare så fascineret.”
Bæver-Bent smilede. “Så kom med, så viser jeg jer, hvordan vi bygger!”
Vennerne fulgte efter. De så bævere fælde træer med deres stærke tænder, transportere tunge grene og smøre mudder som cement.
“Vi bygger dæmninger for at stoppe vandet og skabe damme,” forklarede Bent. “Så bliver vores hjem inde i dæmningen beskyttet mod rovdyr.”
Anna kiggede ind i en bæverhytte – der var tørre sovepladser, madlagre og endda en lille nødde-radio!
Karla spurgte: “Men hvorfor arbejder I hele tiden?”
“Fordi det er det, vi er bedst til!” svarede Bent. “Og fordi en dæmning ikke bygger sig selv.”
Kvik prøvede at hjælpe med at lægge en gren – men valgte selvfølgelig den forkerte, og hele venstresiden af dæmningen begyndte at vakle!
“AAAA!” råbte bæverne i kor, og alle styrtede til.
Men Hr. Klogemand reagerede lynhurtigt. Med sin nød-mudderblander og lidt lim fra rumskibet fik han stabiliseret dæmningen – og alle åndede lettet op.
Bæver-Bent grinede. “Du har måske ikke hale – men du har hjerne! Tak!”
“Vi har lært meget i dag,” sagde Hr. Klogemand. “Bævere er ikke bare flittige – de er også fantastiske ingeniører.”
“Og gode til at redde fjollede venner,” tilføjede Anna og kiggede på Kvik, som nu sad fast med halen i et stykke bark.
Vennerne vinkede farvel og steg ind i Stjerneskuddet. Næste stop: et sted langt varmere og meget mere… støvet.

🐛 Historie 4: Termit-tårnet
Stjerneskuddet fløj over en glødende, rød ørken. Der var næsten ingen planter, men pludselig pegede Karla ud ad vinduet.
“Se der! Et kæmpe tårn midt i sandet!”
“Det er ikke et tårn,” sagde Hr. Klogemand. “Det er en termitbo – bygget helt uden hænder, hammer eller søm!”
Raketten landede ved foden af den enorme jordkonstruktion, der næsten lignede et slot lavet af sand og mudder. Døren åbnede sig med en piftelyd, og straks blev de fire venner mødt af… tusindvis af små, travle termitter i gule hjelme og orange sikkerhedsveste!
“Velkommen til Bo 9A,” sagde en af dem med pipet stemme. “Jeg er Chef-Ingeniør Timo Termit.”
Timo viste dem rundt i den fantastiske by. Der var gange, kamre, ventilationsskakter og endda elevatorer lavet af små, levende termit-rullebånd!
“Vi arbejder i døgndrift,” forklarede Timo. “Ingen ferie. Ingen pauser. Vi bygger, reparerer og sørger for mad til dronningen og larverne.”
Anna kiggede op på det høje loft. “Hvordan får I luft herinde?”
Timo smilede stolt. “Vi har vores eget aircondition-system – bygget med præcis luftgennemstrømning. Se!” Han stak en lille fjer op i en sprække. Den dansede i vinden.
Midt i termitbyen lå den store sal med den mægtige Dronning Trixa. Hun lå majestætisk og lagde æg i ro og mag, mens arbejderne sværmede omkring hende.
Men da Karla og Anna nærmede sig, begyndte nogle termitter pludselig at juble.
“Dronningeform!” råbte de. “De to nye dronninger er ankommet!”
Før nogen kunne nå at forklare, blev Karla og Anna iklædt små glitrende kroner og sat på små troner lavet af mudder og blomsterblade.
“Øhm… vi er altså ikke rigtige dronninger,” hviskede Anna.
“Men I ser meget royale ud,” sagde Kvik og fniste.
Pludselig lød et stort BRAG! En af ventilationsskakterne var blokeret – og temperaturen steg!
“Vi bliver kvalt i fugt!” råbte en termit.
Hr. Klogemand tænkte hurtigt. “Vi skal lave en midlertidig afledning! Brug jeres tunnelsystem og byg en ny skakt mod nord!”
Termitterne arbejdede lynhurtigt, og med hjælp fra Karla og Anna (stadig i kroner) blev krisen afværget.
Dronning Trixa nikkede langsomt. “I er værdige. Som tak får I en ægte termit-koloni-miniaturereplikasouvenir.”
“Perfekt til skrivebordet,” sagde Hr. Klogemand og pakkede den forsigtigt ned.
Kvik pustede sig op: “Så… skal jeg også krones?”
“Du skal nok bare blive ved med at være hofnarren,” grinede Karla.
Med termitstøv i håret og masser af ny viden steg de igen op i Stjerneskuddet. Næste rejse gik… under jorden.

🦴 Historie 5: Muldvarpens Mørkemission
Stjerneskuddet landede blødt i en græsklædt eng – men der var ingen dyr at se.
“Hmm…” sagde Hr. Klogemand og kiggede på sin lommelommeregner. “Ifølge mine beregninger skulle vi være lige over en enorm underjordisk labyrint.”
Pludselig rystede jorden under dem! En lille jordbunke skød op, og ud stak en sort snude og to store gravepoter.
“Hej!” sagde en stemme. “Jeg er Max Muldvarp. Skal I med ned og grave?”
“JA!” råbte Kvik – lidt for hurtigt – og sprang ned i hullet. De andre fulgte efter med pandelamper og nysgerrige blikke.
Nede i mørket åbnede sig en hel verden. Gange snoede sig som spaghettier, og Max skovlede jorden væk i imponerende tempo.
“Vi muldvarpe kan grave over 30 meter tunnel om dagen,” forklarede han stolt. “Jeg har mit eget netværk med madkamre, sovehule og en underjordisk stue med mossofa!”
Anna kiggede rundt. “Men hvordan ved du, hvor du er? Her er jo helt mørkt!”
“Jeg ser næsten ingenting,” sagde Max. “Men mine knurhår og næse fortæller mig alt, hvad jeg behøver at vide.”
Karla hviskede til Hr. Klogemand: “Han har nærmest indbygget GPS.”
Men pludselig… var Kvik væk.
“Kvik?” råbte Anna. “Hvor er du?!”
“Jeg… jeg ved ikke!” lød hans stemme langt borte. “Jeg fulgte bare et rør og… nu sidder jeg fast i noget kartoffelskind!”
“Han er gået ned i den gamle madtunnel,” sagde Max. “Den er ustabil! Vi må grave en redningsvej.”
Hr. Klogemand fandt en gravemaskine i miniudgave frem fra sin taske – den summede som en elektrisk tandbørste. Sammen med Max og de andre gravede de sig hurtigt frem.
Snart hørte de et “HAAATJUU!” og fandt Kvik med jord på næsen og kartoffelskind på hovedet.
“Der er du jo!” sagde Karla lettet. “Næste gang venter du lige, før du går på eventyr.”
Kvik nikkede og sagde: “Men jeg fandt en gammel gulerod!”
De sagde farvel til Max, der sendte dem op igen via en jord-elevator – en slags stor muldvarpe-slynge.
“Tak for besøget,” sagde Max. “Husk: Under jorden sker der mere, end man tror!”
De børstede jorden af tøjet og trådte ind i Stjerneskuddet igen.
Hr. Klogemand skrev i sin logbog:
Muldvarpe er mestergravere. Blindhed er ingen hindring, når man har knurhår, næse – og masser af vilje.

🐹 Historie 6: Hamsters Hemmelige Huler
Stjerneskuddet landede i en stor kornmark i tusmørke. En enkelt halmballe rullede forbi. Der var helt stille… indtil en pludselig rystelse fik jorden til at sprække op.
Ud stak et lille rundt hoved med nuttede knurhår og propfyldte kinder.
“Hej!” sagde den. “Jeg hedder Hilda Hamster. Kom med ned – jeg har noget at vise jer!”
De fire venner krøb forsigtigt ned i hulen. Indenfor åbenbarede sig et overraskende syn: et kæmpe underjordisk system af rum, tunneller og… mad!
“WOW!” udbrød Anna. “Det her er jo et helt supermarked!”
“Det er mit vinterforråd,” sagde Hilda stolt. “Jeg samler nødder, frø og bær hele efteråret – og gemmer det i forskellige kamre, så jeg ikke løber tør.”
“Hvordan får du alt det her ned?” spurgte Karla.
“Jeg bruger mine kindposer,” sagde Hilda og puffede dem ud, så de lignede ballonhamstre. “De kan bære op til 20% af min kropsvægt.”
Kvik prøvede straks at gøre det samme med sine lommer – og fik fyldt dem med nødder, som raslede, når han gik.
“Og det her,” sagde Hilda og førte dem ind i en ekstra stor hule, “er mit nøddebibliotek!”
“Nøddebibliotek?” spurgte Hr. Klogemand.
“Ja, jeg sorterer efter størrelse, smag og lyd,” forklarede Hilda. “Vil I høre en valnødskoncert?”
Men før hun nåede at slå på sine nødder, nøs Anna. “ATCHUU!”
Et lille pust blæste ind i en bunke hasselnødder – og straks begyndte de at trille. Nødderne rullede gennem tunnellerne og skabte et vaskeægte nødde-kaos!
“Åh nej!” råbte Hilda. “Mine samlinger!”
Hr. Klogemand tænkte hurtigt. “Hvis vi sorterer dem efter vægt og klang, kan vi hjælpe med at genoprette systemet.”
Med hjælp fra Hildas egen “knas-o-meter” og Kviks lommesorteringssystem (der dog resulterede i et par nødder i hans sokker), fik de alting på plads igen.
“Tak,” sagde Hilda med tårer i øjnene. “Uden jer ville jeg aldrig finde mine vinternødder igen.”
Som tak fik hver af dem en “nøddemedalje” med indgraveringen: Ven af Forrådet.
“Det her lærer os,” sagde Hr. Klogemand, mens Stjerneskuddet lettede igen, “at selv små dyr kan være ekstremt forberedte – og ekstremt nuttede.”
Kvik nikkede. “Og at man aldrig skal nyse i et nøddebibliotek.”

🦅 Historie 7: Vandrefalkens Vilde Vinger
Stjerneskuddet svævede over stejle klipper og høje bjerge. Vinden susede, og skyerne lå som flødeskum under dem. Pludselig lød et skarpt SKRIIIK.
En fugl med strømlinet krop og fjer som lyn fløj forbi – så hurtigt, at Karla næsten mistede sin kasket.
“Det var en vandrefalk!” sagde Hr. Klogemand begejstret. “Verdens hurtigste dyr. Den kan dykke med over 300 kilometer i timen!”
“Så hurtigt?” gispede Anna. “Det er jo hurtigere end vores raket!”
Falken cirklede tilbage og landede på vingen af rumskibet. “Hej,” sagde den, “jeg hedder Vega. Har I lyst til en flyvetur?”
“JA!” råbte Kvik og sprang op på hendes ryg, før nogen kunne nå at tænke sig om.
“Hold godt fast,” sagde Vega. “Vi skal øve styrtdyk.”
Og WROOOOSH! så var de væk.
“Vi bliver nødt til at følge efter,” sagde Hr. Klogemand. Han justerede sin flyvende kikkert og satte Stjerneskuddet i glidetur efter dem.
Nede på jorden styrtdykkede Vega med Kvik på ryggen. “Vi jager som lyn,” forklarede hun. “Når vi ser et bytte, folder vi vingerne ind og styrter ned i fuld fart – bum!”
“BUM?” sagde Kvik og kiggede nervøst på jorden, der kom tættere og tættere på.
Lige før de ramte, bremsede Vega op og lavede en elegant spiral. “Bare rolig, jeg rammer aldrig noget uden vilje.”
De landede på en klippeskrænt, hvor resten af holdet ventede. Vega viste dem sit udkigspunkt og sine stærke kløer.
“Vi falkeforældre arbejder hårdt,” sagde hun. “Vi bygger reder, jager mad, lærer ungerne at flyve og holder udkig hele dagen.”
Karla så beundrende på Vega. “Du er virkelig sej.”
“Og hurtig,” tilføjede Anna.
“Og lidt skræmmende,” sagde Kvik og børstede fjer ud af håret.
Hr. Klogemand nikkede. “Vandrefalken er naturens jagerjet. En perfekt kombination af fart, fokus og flid.”
“Som tak for turen,” sagde Vega, “får I disse.” Hun rakte dem fjer med glitrende blå skær. “Mine træningsfjer. De bringer mod og balance.”
“Dem kan jeg godt bruge,” sagde Kvik og snublede over sine egne fødder.
De vinkede farvel til Vega og steg til vejrs igen. “Næste stop,” sagde Hr. Klogemand, “en gård fuld af heste – og hårdt arbejde på jorden.”

🐴 Historie 8: Hestens Hjælpeskole
Stjerneskuddet landede denne gang på en grøn mark fyldt med hegn, lader og duften af frisk hø. Solen skinnede, og i det fjerne hørtes tramp og vrinsk.
“Vi er på en bondegård,” sagde Hr. Klogemand og tog sin bredskyggede professorhat frem. “Og her bor nogle af de flittigste firbenede hjælpere, mennesket nogensinde har haft: hestene!”
De fire venner gik over gårdspladsen, hvor en høj, brun hest med sadel og clipboard ventede.
“Hej! Jeg er Henrietta Hoppe – leder af Hestens Hjælpeskole. Har I meldt jer til undervisning?”
Kvik nikkede ivrigt. “Jeg vil gerne lære at løbe stærkt og trække tunge ting og… og måske også spise hø!”
Henrietta grinede. “Så skal I møde holdet.”
Først så de arbejdshestene, der pløjede marker med stor ro og styrke. Deres hovslag satte rytmen i hele marken. “Vi har trukket vogne og hjulpet med høsten i hundreder af år,” sagde én med en dyb stemme.
Dernæst var der ridehestene, som trænede med børn og voksne. Anna fik lov at sidde op på én, og Karla prøvede at styre gennem en forhindringsbane.
Hr. Klogemand betragtede det hele med stolt blik. “Heste er ikke bare stærke – de er også kloge, loyale og samarbejdsvillige.”
“Og så prutter de en del,” sagde Kvik, som gik lidt for tæt bag en pony og måtte springe til siden.
Henrietta samlede dem. “I dag har vi en særlig udfordring: Den lille trillevogn med hø skal fragtes til stalden – men stien er glat, og vi har brug for ekstra øjne.”
“Det klarer vi!” sagde Karla og satte sig i vognen med kort og kompas.
Med Kvik som ufrivillig høvogter (han sad ovenpå læsset og blev kildet af halm), trak hesten vognen med sikkerhed, mens vennerne guidede og støttede.
Da de kom frem, blev de mødt af klapsalver fra hele gården.
“I har vist ægte hestekraft,” sagde Henrietta og overrakte dem hver en lille gylden hestesko-nål.
Hr. Klogemand noterede i sin bog:
Heste har været menneskets hjælper i krig, fred, arbejde og sport. De fortjener både respekt – og gulerødder.
“Og støvlebørster,” sagde Kvik, mens han børstede halm ud af ørerne.
De steg igen ombord på Stjerneskuddet, klar til at dykke ned i et noget… koldere eventyr under isen.

🦭 Historie 9: Hvalrossens Havarbejde
Stjerneskuddet landede denne gang på en iskold kyst med snefnug i luften og isflager i havet. Anna pakkede sig straks ind i sin termodragt.
“Brrr! Hvor er vi henne?” spurgte Karla og gned hænderne.
“Velkommen til Arktis,” sagde Hr. Klogemand. “Her lever hvalrosserne – store, stærke og overraskende flittige.”
Pludselig rejste sig en stor skikkelse fra isvandet – med kæmpe stødtænder og våd moustache.
“Halløj!” brummede den. “Jeg er Harald Hvalros. Skal I med på muslingemission?”
“Muslinger?” sagde Kvik. “Jeg troede, I bare lå og dovnede på isflager!”
“HA!” brølede Harald. “Vi dykker i timevis, roder i havbunden og suger muslinger op med munden. Det er hårdt arbejde!”
De hoppede ombord på Haralds isslæde, og med et SPLASH dykkede de ned under isen – iført specialsyede hvalros-dykkerdragter (Kvik havde selvfølgelig fået den i pink).
Under vandet var alt blågrønt og stille. Hvalrosser roede i sandet med deres knurhår og fandt skjulte skatte: muslinger, snegle og søanemoner.
“Se,” sagde Harald, “vi bruger knurhårene til at føle bevægelse – og vores tunger til at suge muslingerne ud af skallen.”
Hr. Klogemand nikkede. “Det er som støvsugere med moustache.”
Pludselig begyndte Karla at klø sig på næsen.
“Jeg… tror… jeg er allergisk over for tang!” HAAATJUU!
Bobler fløj ud af hendes maske og skræmte en flok fisk væk. “Ups,” sagde hun.
“Bare rolig,” grinede Harald. “Det sker tit.”
Efter en times dykning kom de op til overfladen, hvor en stabel muslinger blev læsset af. “Til ungerne og gamle Oluf,” sagde Harald. “De har brug for energien.”
“Så I arbejder både for jer selv og for familien?” spurgte Anna.
“Altid,” sagde Harald stolt. “Vi er et team – og vi hviler kun, når der ikke er mere at gøre.”
Som tak fik vennerne hver en isskalle, poleret og glitrende, med deres navne ridset ind.
Da Stjerneskuddet lettede fra isen, skrev Hr. Klogemand i sin logbog:
Hvalrosser er hårdføre dykkere med næse for mad og hjerter for hinanden.
“Og med meget våde overskæg,” tilføjede Kvik og tørrede sin hue af.
Næste og sidste rejsemål: En efterårsskov, hvor en lille fyr med busket hale gør klar til vinter…

🐿️ Historie 10: Egernets Efterårsjagt
Stjerneskuddet landede blødt i en farverig efterårsskov. Røde, gule og orange blade dansede i vinden. Duften af nødder og mos hang i luften.
“Der er noget hyggeligt over denne skov,” sagde Karla og samlede en kastanje op.
Pludselig susede en lille skygge forbi dem og sprang fra gren til gren med imponerende fart.
“Det var egern!” råbte Anna. “Jeg så den – med en nød i munden!”
En busket hale stak frem bag en træstamme. “Hej,” sagde en stemme. “Jeg hedder Eddie. Jeg har ikke tid til snak – det er forrådstid!”
“Kan vi hjælpe?” spurgte Hr. Klogemand.
Eddie tøvede. “Måske. Jeg har omkring 147 nødder, jeg skal gemme, og jeg glemmer hele tiden, hvor jeg lagde nummer 83!”
“Vi er eksperter i organiseret forvirring!” sagde Kvik og smilte.
De fulgte Eddie rundt i skoven, hvor han gravede små huller, gemte nødder i hule træer og endda stak én ind i Kviks støvle (uden at spørge).
“Egern gemmer nødder til vinteren og husker præcis, hvor de fleste ligger,” forklarede Hr. Klogemand. “Deres hukommelse er fantastisk – bortset fra når de bliver distraheret.”
“Som nu,” sagde Eddie, der lige var blevet opslugt af en særlig blank hasselnød.
Sammen lavede de et egernkort – med farvekoder, koordinater og små krummelurer. Kvik foreslog også, at de satte små flag, men Anna mente, det ville tiltrække nødde-tyve.
Pludselig lød der en knasende lyd.
“Ups…” sagde Kvik og løftede foden. “Jeg… tror jeg… kom til at træde på gemmested nummer 36.”
“ARH!” sagde Eddie. “Heldigvis har jeg backups. Jeg gemmer altid lidt ekstra – bare i tilfælde af klodsede støvler.”
Solen begyndte at gå ned, og skoven blev stille.
“Tak for hjælpen,” sagde Eddie. “Vil I have en nød med hjem?”
Hr. Klogemand takkede. “Vi tager hellere en tegning af nøddekortet. Nødder og rumrejser passer ikke så godt sammen.”
De fire venner steg ind i Stjerneskuddet for sidste gang på rejsen.
“Vi har mødt myrer, bier, bævere, termitter, muldvarpe, hamstere, falk, hest, hvalros og egern,” sagde Hr. Klogemand og kiggede rundt.
“Alle sammen små (og store) helte,” sagde Karla.
“Alle med deres egen måde at være flittige på,” tilføjede Anna.
“Og alle med dårlig sans for mode,” fniste Kvik, stadig med en nød i sin støvle.
De grinede, da rumskibet lettede – fulde af viden, oplevelser og et par kviste i håret.
SLUT – eller måske bare begyndelsen på et nyt eventyr…?

Hr. Klogemand og de 10 Flittigste Dyr
En oplæsningsserie for børn i alderen 6–9 år

Kapitel 1: Myrernes Megaby
Hr. Klogemand og vennerne lander midt i en travl myretue og lærer om arbejder-, soldat- og dronningemyrenes arbejdsdeling. De hjælper med at reparere en vigtig maskine og bliver æresmyrer.

Kapitel 2: Bienes Ballade
I en svævende bikube ser de bierne danse for at finde blomster. En misforstået dans fra Anna skaber forvirring, men Hr. Klogemand hjælper med at finde den rigtige blomstermark. De lærer om biers teamwork og honningproduktion.

Kapitel 3: Bæverens Byggeboom
I skoven ser de, hvordan bævere bygger dæmninger. Hr. Klogemand falder i vandet og bliver reddet. De lærer om bævernes rolle som naturens ingeniører og deltager i reparation af dæmningen.

Kapitel 4: Termit-tårnet
I ørkenen oplever de en kæmpe termitbo med luftkøling og et kompleks samfund. Anna og Karla bliver fejret som dronninger, og de hjælper med at afværge en ventilationskrise.

Kapitel 5: Muldvarpens Mørkemission
Under jorden møder de Max Muldvarp, der viser dem tunnelsystemet. Kvik farer vild, men bliver reddet, og de lærer om muldvarpens følesans og gravearbejde.

Kapitel 6: Hamsters Hemmelige Huler
Hamsteren Hilda viser sit underjordiske forråd. En nys fra Anna sender nødderne på afveje, men de hjælper med at sortere alt på plads igen. De lærer om hamsterens samlermetoder.

Kapitel 7: Vandrefalkens Vilde Vinger
De flyver med vandrefalken Vega og oplever verdens hurtigste dyk. Kvik mister sin kasket i luften. De lærer om falkens jagtteknik og samarbejde.

Kapitel 8: Hestens Hjælpeskole
På en gård oplever de hestes arbejde med børn, pløjning og transport. Kvik kommer i problemer med halm, men alle hjælper med at flytte hø. De lærer om hestens rolle som hjælper.

Kapitel 9: Hvalrossens Havarbejde
I Arktis dykker de med hvalrosser, der søger muslinger med deres følsomme knurhår. Karla får tang i næsen, og de hjælper med madindsamlingen. De lærer om hvalrossens flid og samarbejde.

Kapitel 10: Egernets Efterårsjagt
I skoven følger de egernet Eddie, der gemmer nødder til vinteren. De laver kort og hjælper med at huske gemmesteder. De lærer om egerns hukommelse og forberedelse.

Slut
Et sjovt og lærerigt eventyr med Hr. Klogemand, Karla, Anna og Kvik – og ti af naturens flittigste dyr!